af Martin Spang Olsen

(Kronik i Information 6/6-95, overskrift ændret til: ”En nation af medløbere og menere”
og Fyens Stiftstidende 16/6-95, overskrift ændret til: ”Meningsmafiaens magt!”)

Jeg har en helt fra litteraturen. Det er ikke Gøngehøvdingen eller elefantjægeren Allan Quatermain, men derimod det lille barn fra Kejserens Nye Klæder. Vi hører aldrig, hvordan det går barnet, men nogen større hæder venter det næppe. Imidlertid gør det sig til repræsentant for det lidt oversete begreb, civilcourage, det mod, der bl.a. kræves, når den almindelige borger skal sige sin mening offentligt. Det barn har været min helt fra første gang, jeg mødte det som lille, og har siden skaffet mig mange problemer på halsen.

Danmark er nemlig på godt og ondt en nation af medløbere. På godt, fordi gode intentioner tit får vind i sejlene, så snart tilstrækkeligt mange har indset deres relevans (og derved udgør en gruppe), og på ondt, fordi de (ofte) gode intentioner har det med at komme til at bestå af 80% oprigtighed og 20% uløste, og uomtalte, problemstillinger.

Men Danmark er også en nation af menere. Der er ikke rigtig plads til dem, der forbeholder sig ret til at kalde problemstillingerne komplekse og tøver med at opdele verden i de rigtige og de forkerte. Dem gider vi ganske enkelt ikke høre på.

Og så er der selvfølgelig også den talstærke og totalt uengagerede ved-ikke-gruppe (her også nå-generationen, som jeg sagdes at tilhøre i sin tid), som man med rette kan have en vis portion foragt tilovers for.

Nuvel, det er menerne, der tegner debatten, og det er vel egentligt også meget naturligt. Problemet er bare, at der her i landet er så meget mode i meninger. Ja, meninger er nærmest blevet en livsstil. Jeg har af og til stor glæde af at gå rundt på Nørrebro (hvor det er mest evident) og snakke med helt tilfældige. Alene ud fra deres udseende og tøjstil har jeg en ide om, hvad de mener om livet – der knytter sig nemlig et helt specielt udseende til særlige meninger. Det er, som om meninger bliver rammen om en kultur i sig selv, der af og til også indbefatter særligt ordforråd og gestik.

Da jeg lige var fyldt tretten år, blev det min klasselærer og en del af eleverne for meget med mine evige kritiske spørgsmål til den populære hurra-maoisme. For at gyde lidt olie på vandene og for at give min lærer et tiltrængt hvil, blev jeg flyttet en klasse op. Mig gav det ikke noget hvil, for selvom det var en vidunderlig klasse, der faktisk gjorde et stort nummer ud af at høre alles mening, var der stadig visse ting, der blev betragtet som “u-ungt” og “oprørsk på en ikke-oprørsk måde”, lige meget hvor socialistisk og progressiv jeg anstrengte mig for at være.

Dette gentog sig på universitetet; mine gamle 68-lærere, som jeg for resten havde stor sympati og respekt for, forlangte, at vi skulle være kritiske og oprørske, men helst på den måde, man i almindelighed forventes at være det… Det var ikke altid let at følge med i de sidste strømninger inden for mening, så af og til kom jeg til at sige min egen mening, hvilket fremkaldte bekymrede folder i de skægklædte ansigter, der begyndte at tvivle på, om jeg nu også var rigtigt progressiv og socialistisk. Det har jeg nu, retfærdigvis, altid bestræbt mig på at være, jeg tror bare ikke, det har noget med sagen at gøre.

Så længe man går i skole kan man springe op og falde ned på det danske menings-pres. Man får faktisk som regel en fair bedømmelse alligevel – ud fra evner, færdigheder, indsats og den slags – og utraditionelle meninger kan endda byde på pudsige afvekslinger i lærernes støvede rutiner. Næh, det er når vi står alene derude, med ransel på nakke, at man for alvor mærker meningspresset, meningstyranniet, ja, man kan næsten sige meningsmafiaen. Denne mafia har undergrupper, familier, inden for alle områder, og det er her, den største trussel mod ytringsfriheden efter min mening befinder sig. Men her har vi så speget et emne, at jeg endda tvivler på, om man kan bringe det i en kronik, til trods for, at interessen for problemet er ved at brede sig.

Lad os tage nogle eksempler, der forhåbentligt vil ægge til lidt eftertanke (Personerne er A og B):

A. Hver tidsperiode bør støtte sin egen tids kunst og kultur. Det er der ingen tvivl om. På det grundlag skal der uddeles midler og arrangeres udstillinger og koncerter. Der skal også bygges tidssvarende, og danske kunstnere skal markere sig internationalt og være opmærksomme på tidens strømninger og problemer.

B. Ja, MEN hvorfor fanden skal det være så grimt? Kommunale institutioner, der får bevilget penge netop til den slags, investerer i følelsesforladte kedsommeligheder, mens ingen borger eller bruger bliver spurgt. Det mest irriterende er, at det ofte er den samme indflydelsesrige lille gruppe, der løber med de store opgaver, og uddeler legater og storstilede opgaver indbyrdes. For ikke at tale om nybyggeriet, der ikke blot er grimt, men også usundt og ubrugeligt, og braser sammen for et godt ord.

Hvilken gruppe tilhørte du? Hvis dine meninger tilhørte gruppe A, vil du hilses med glæde af kunstnere og intellektuelle medløbere. Hvis du sympatiserede med B, vil du blive kaldt kunsthader og reaktionær, men til gengæld hyldet af fremskridtspartiet, der vil tolke det som et ønske om at få nedlagt kunststøtten, dagpengeordningen og Det Kongelige Teater.

Og så skulle det vel aldrig være sådan, at du sympatiserede med begge grupper? Det er nemlig ikke helt efter bogen, og vil efterlade forvirrede og bekymrede folder i dine med-meneres ansigter, der herefter vil søge at undgå meningsudvekslinger med dig, og i det hele taget have svært ved at tage dig alvorligt.

Selvom eksemplet ikke er uvæsentligt, er det ikke det mest ømtålelige at tale om, medmindre man selv er kunstner – så kan det nemlig ødelægge ens karriere. Nuvel, skal vi prøve en til?

A. Sport hører til blandt de fremmeste af vore “brede” kulturtilbud. Ikke blot rummer det uvurderlige sociale aspekter, det er også en af de få ting, der kan samle nationen. Sport giver sammenhold, kropsbevidsthed og glimrende underholdning.

B. Den vestlige, såkaldte sportskultur er ikke blot usund for kroppen, som bliver trænet ensidigt og uharmonisk, den udvikler også en usund konkurrencementalitet, der får udøvere og tilskuere til at tro, at man kun kan udfolde sig over for modstandere. Politisk er der tale om en snedig måde at holde folks frustration nede på et ufarligt niveau, og socialt virker det ligefrem fordummende.

Ville du stille dig frem offentligt og gøre dig til talsmand for B’s synspunkter? Jeg ville nok tøve selv. Selvom synspunkterne er lette at argumentere for, er det ikke det, der tæller i dagens debat. I dag bliver ytringsfriheden ikke begrænset fra oven, men så at sige fra neden og fra siden. Dette medfører blot, at den “uautoriserede” kritik kommer ud mellem sidebenene i en lille sluttet kreds, hvor det ingen samfundsmæssig betydning har (og for resten ofte i en forvrænget, chauvinistisk form). Prøv at gå på værtshus og lyt til folk, når det tror sig i sikkerhed for menere og medløbere! Det er såmænd ikke fordi danskerne har glemt, hvordan man brokker sig.

Vi lader lige A og B få ordet igen:

A. Kultur betyder alt, hvad vi går og foretager os. Derfor bør kulturpolitikken støtte alt, hvad der i almindelighed kan kaldes menneskelig adfærd, og ikke begrænse sig til finkulturen, der jo er og bliver for en fåtallig elite. Det er bredden, der skaber eliten.

B. Ordet kultur betyder det dyrkede, det forfinede. Uden det “kultiverede” vil bredden fægte i blinde og mangle forbilleder og inspiration. Det er den raffinerede kultur, der tegner en nations niveau, og det er den, der betinger breddens kvalitet.

Prøv for sjov skyld en aften at fremføre B’s synspunkter ved et middagsselskab, og se hvad der sker. Du vil sikkert ikke være til at skelne fra forrettens sildesalat bagefter. Jeg ved godt alle disse eksempler er lidt arrogante, men prøv om du kan finde både “meneren” og det lille barn i dig selv:

A. Reklamer er en vigtig og underholdende faktor i ethvert samfund med frie markedsmekanismer. Reklamer er oplysning, de skaber markeder, arbejdspladser og vækst, og er med til at finansiere store kulturelle projekter. Uden dem ville vi også miste et festligt indslag i gadebilledet.

B. Reklamer er groft manipulerende, og de kæmpesummer, der postes i denne branche er det bedste bevis for at de rent faktisk virker, også på kritiske sjæle. Reklamebranchen tegner sig for tidens største ressourcespild, og som oplysning er de alt for farvede af ønsket om at sælge til at kunne kaldes relevante. De skæmmer facader, fylder op i postkassen og er umulige at undgå, selv i dette frie land.

B’s synspunkter er her så upassende, at selv de færreste aviser ville bryde sig om at citere ham. Det kunne jo også let fornærme annoncørerne… Og hvad støttes for resten ikke af sponsorpenge i dag? Og apropos:

A. Tv er vores vigtigste kommunikations middel i et moderne samfund. Mediet er ideelt fordi det når hurtigt ud, og der er mulighed for frivilligt at vælge den kanal, der passer til ens temperament. Som nyhedsformidling er det perfekt, da alle kan følge med i reportager fra hele verden.

B. Ikke blot er det påviseligt usundt at se tv, det er også særdeles anstrengende. Den samme mængde viden ville kunne opfattes hurtigere og lettere fra en avis eller en radio og som nyhedsformidling er der meget store muligheder for billed- og lydmanipulation. De fleste nyheder behøver slet ikke billeder. Fjernsynet har forvrænget den politiske scene, der nu i høj grad er blevet et spørgsmål om hvem, der er mest tro- værdig eller charmerende at se på. Hvad underholdningen angår, er det den laveste fællesnævner, der dominerer, og hvem der kommer i tv lader til at være helt tilfældigt. Hvis man bevæger sig ind på danskernes yndlingsvaner, sport og tv, skal man fare med lempe. Og hvorfor egentlig? Hvorfor er vi så bange for at stå uden for gruppen med vore synspunkter? Hvorfor består den offentlige debat altid af grupper af autoriserede menere? Og nu vi er i gang kan vi vel næsten ikke undgå:

A. Racisme er et af tidens mest beskæmmende problemer og det ser desværre ud til at den er ved at brede sig. Det er og bliver vor opgave, at sørge for, at flygtninge kan få en tålelig tilværelse hos os, og det kan ikke passe, at det skal stoppes af intolerante og nidkære røster, der ikke vil acceptere andre racer og hudfarver.

B. Det, man ofte fejlagtigt betegner racisme i Danmark, er i virkeligheden en udbredt nervøsitet for følgerne af kritikløs sammenblanding af alle mulige kulturer på det samme sted. Historien har ikke et eneste positivt eksempel på et multietnisk samfund. Resultatet bliver nemlig meget let ghettoer, pariaer og racisme.

Vi kan begynde med at udelukke, at der skulle være noget om både A og B’s synspunkter – det er der nemlig ikke noget trendsættende i. En udbredt mener- og medløbertendens er for resten at nægte at kalde en spade for en spade. Angsten for at blive taget til indtægt for de forkerte synspunkter og ristes over en sagte ild ved middagsselskabet eller i avisens debatspalter, får os let til at betale vore beskyttelsespenge til meningsmafiaen. Det er nærmest blevet en refleks.

Hvorfor mon mobning er så udbredt alle vegne i dag? Kunne det tænkes at problemet skal findes i selve vor nations beskedne selvværdsfølelse? Er meningstyranniet en del af den moderne jantelov? HVORFOR denne konsensus om fortielse af helt relevante problemer, og HVORFOR er debatten så laaaaaam?

Vis mig det fri menneske, der selv vælger sin tilværelse og har tilstrækkelig civilcourage til at stille sig op og sige sin mening, uden tanke for menings-mafiaernes udspekulerede drilleri og repressalier. Er det det, Jacob Haugaard kunne, eller er det lille barn i os helt bort-evolutioneret, efter naturlig udvælgelse.

I denne forudsigelige menings-suppe kan vi så til sin tid mødes ved Bella Centrets menings- og medløbermesse, hvor man mod en beskeden entre præsenteres for sommerens hotteste standpunkter. Imens går et lille uanseeligt barn rundt og spørger efter standen med ytringsfrihed. Og det håber jeg han bliver ved med.