Historien
Læs om historien bag Stuntskolen
At han tør
Da jeg var 5 år gammel, så jeg på tv en lille film ved navn ’At han tør’. Filmen var en primitiv beskrivelse af datidens stuntmen, og jeg var med det samme solgt. Fra da af ville jeg være stuntman, til mine forældres store forskrækkelse. Efter nogle år var jeg i gang med alt muligt andet, men Lasse havde ikke glemt min drøm, og da han som 12-årig fik et lille kamera, begyndte vi to at lave stunts i haven.
Artistskolen
Omkring 1981 begyndte Lasse og jeg på Dansk Artistskole i Kødbyen, som den gang var et forladt og uhyggeligt sted. Vores lærer var den legendariske Ahmed Ramani, der talte cirkussprog og selv var stukket af med et cirkus som 12-årig. Han kunne undervise i alle cirkusdiscipliner, herunder selvfølgelig spring, som var min favorit.
Til juleafslutningen lavede Lasse og jeg en lille sketch, hvor jeg fortæller Lasse om en cowboy-film, jeg har set. Jeg lader Lasse agere både heste, heltinde og forbrydere, og han blev kastet rundt og tævet i én køre. Sketchen blev ret sjov, og vi endte med at rejse rundt og opføre den. Til sidst blev den til filmen ’Hvor ligger Painful City’, som vandt en international pris for bedste kortfilm for børn (om end den var temmelig voldelig).
Professionel stunt
Da Lasse fyldte 15 blev han anset på Telefilm i Kbh., og her bildte han alle ind, at han var uddannet i stunt i England. Det var ganske vist ikke sandt, men snart var rygtet spredt til resten af filmbranchen og Lasse blev ansat til virkelig farlige opgaver, som han på mystisk vis slap godt fra. Det lykkedes ham at klare sig gennem det meste af en stuntkarriere som fuldkommen autodidakt, indtil han til sidst indledte et samarbejde med en engelsk stuntman, der også gav ham lidt undervisning. Så I dag er påstanden ikke helt forkert.
Midt om natten
Som fasttilknyttet i filmbranchen (hvor han også arbejdede lidt som fotograf, runner, lydmand, klippeassistent, m.m.) var det Lasse, der skaffede os vores første fælles job, nemlig som rockere i Midt om Natten (1982), hvor vi også skulle træne en broget flok af sangere, entertainere og statister op i kamp og fald. Jeg kunne bruge min aikido og karate, og Lasse brugte som altid sin charme, så vi fik hurtigt skik på kampene, som vi dog aldrig fik brug for i praksis, da det hele blev improviseret på stedet af den tilkaldte stuntkoordinator (nr. 2 på jobbet – den første var flygtet i panik).
Stuntskolen
Efter filmen havde flere af de medvirkende lyst at fortsætte træningen, så Lasse foreslog, at vi startede en stuntskole. Lokalerne blev Artistskolen, der synes, vi var nogle sjove tosser. Træningen tiltrak mange, der ikke havde følt sig tilpas i de konventionelle motionstilbud, og det blev efterhånden til en større flok af utilpassede unge fra nær og fjern (sjovt nok også en masse piger). Efter et års tid flyttede vi træningen til Bernadotteskolen, hvor vi begge havde gået, og her var vel vores storhedstid. Masser af elever, højt til loftet og endda et tårn, vi kunne springe ud fra. På et tidspunkt var vi så mange, at jeg kunne stille med 60 stuntelever på filmen Bananen – skræl den før din nabo (1989), der stadig i da udmærker sig ved at være en af verdens dårligste film.
Gennem årene har skolen ligget mange steder – Østerbro Sportscenter, Nansensgade Skole, Svanemøllehallen, og andre steder, jeg ikke kan huske, og til sidst endte vi i Struenseegade i en kæmpe hal på 500 m2 med 18 meter til loftet. Det var så koldt om vinteren, at vi måtte bygge et stort telt at træne i og lægge et specielt dansegulv på betonen. Vi byggede også badeværelse og holdt nogle enormt sjove fester.
Det var her, vi indledte samarbejdet med Richard Buckingham Clark, der var ekspert i både kinesisk og vestlig teaterfægtning. Richard var skolens første introduktion til international teaterfægtning, som i mange år efter blev en fast del af mit liv. Jeg afholdt også mange workshops i Gong Fu, hip hop, kickboxing, m.m. Hele den indvendige gavl var besat med klatregreb, som Dansk Klatreforbund havde opsat. Det var et magisk sted, der desværre er revet ned i dag.
Pensum
Det tog omkring 12 år at blive uddannet stuntman hos mig. Og det var vel at mærke, hvis folk kunne lidt i forvejen. Stunt består af så mange forskellige discipliner, at næsten ingen lærer dem alle. Jeg tror, jeg er den eneste stuntman i verden, der har lært mig alle disciplinerne, og det gjorde jeg kun, fordi jeg skulle undervise i det. Her kan du se elevernes pensum over de 12 år, de gik hos mig:
Slagsmål til film og teater (stage- and film fighting)
Stuntkørsel (Stunt- and precision driving)
Bilstunts (car hits/turnovers)
Motorcykelstunts
Heste stunts
Kendskab til special effects
Kendskab til moderne og gamle våben
Stunts med enhver rekvisit
Kendskab til kameraarbejde og storyboards
Kampteknik (martial arts)
Kendskab til live stunt shows
Fægtning (både som martial arts og stage fight)
Redskabs- og springgymnastik
Skuespil og drama
Stunt co-ordination
Sikkerhed
Stunt-pædagogik
Massage og fysioterapi
Sund kost og fitness
Ca. 1.000 har deltaget i kurser på Stuntskolen, men kun omkring 12 har bestået alle de basale discipliner. Det var dem, der i mere end 10 år udgjorde bestyrelsen i Dansk Stunt Union, MSO Stunt Team og Stuntskolens lærerstab.
Starten på en branche
Jeg plejer at sige, at Lasse og jeg skabte den danske stuntbranche. Skal jeg være skrap, var det nok mest mig, for jeg kørte stuntskolen i næsten alle årene og fik skabt ordnede forhold for ansættelserne gennem Dansk Skuespiller Forbund og Dansk Stuntunion.
Det var en meget travl tid i begyndelsen, for jeg var lige begyndt på universitetet, spillede en masse teater, komponerede musik, sang i kor, kørte et galleri og afholdt udstillinger og trænede aikido, tai chi, arnis, dans og en masse andet. Stuntskolen tog også tid, så alt i alt var jeg ikke særlig udadvendt, og Lasse nuppede de fleste filmjobs. Det var egentlig ok, for jeg var alt for nørdet til de stunts, der blev efterspurgt på det tidspunkt.
Dårlig timing
Som kunstuddannet var min ambition at gøre stunt til en kunstart, hvilket ingen andre end jeg syntes om. Stunt havde en status på linje med porno – et nødvendigt onde, som der dog var et vist publikum til. I dag er mine drømme om æstetisk stunt gået i opfyldelse – primært pga. kinesiske stuntkoordinatorer, og trenden går i retning af stadig lækrere udførelse.
Men den gang, i 80’erne, afskyede dansk film vold og action, og instruktørens eneste kommentar var ofte: ’Det skal være grimt og hurtigt overstået’. Ofte måtte jeg finde på det hele på stedet, for der blev ikke sat tid af til hverken møder eller øvning. Redigeringsfasen var man ikke velkommen til, og følgelig blev meget ødelagt i klipningen. Derfor er det i dag let at trække på smilebåndet over optagelserne fra den gang, men en branche var skabt, og i dag har dansk stunt international standard.
MSO Stunt Team
Efter et par år besluttede jeg at formalisere undervisningen, så jeg sammensatte et pensum og lavede en instruktøruddannelse. Medlemmerne af MSO Stunt Team var mangeårige elever på skolen, der tillige havde taget instruktøruddannelsen. En del af medlemmerne havde desuden modtaget undervisning i USA.
MSO Stunt Team grundstamme bestod 12-14 uddannede stuntmen, men kunne trække på yderligere 40-50 stuntelever til de særligt krævende opgaver. Fra 1985-99 var MSO Stunt Team det største og med aktive stunt team i Europa.
Formål
Formålet med teamet var at højne kvaliteten af de skandinaviske action film og skabe en sikker og professionel stunt branche. For at nå dette mål lagde man i teamet stor vægt på sikkerhed, pædagogiske evner samt en række tekniske færdigheder inden for faget. Intet andet sted i verden har der eksisteret en så grundig stuntuddannelse. Ideen var at skabe et stuntsystem, der kunne læres af alle – ung, gammel, mand, kvinde, barn, voksen. I dag er målene nået: Pædagogikken er velkendt mange steder, kvaliteten og sikkerheden er sikret, og mange af MSO Stunt Teams medlemmer har dannet deres egne teams. Stuntskolen har dermed skabt utallige arbejdspladser inden for et felt, der var stort set ukendt i Danmark før 1983.
Selv i dag har næsten alle skandinaviske actionfilm medlemmer af MSO Stunt Team på rollelisten.
Teamets medlemmer
Foruden mig selv bestod teamet af: Knud Pedersen, Eyvind Vang Jensen, Søren Korsholm, Povl Bøgelund, Kim Sørensen, Johnny Hedegaard, Flemming Harpelund, Klaus Hjuler, Bo Thomas and Deni Jordan. Senere blev teamet udvidet med: Jesper Olsen, Peter Sørensen, Dennis Albrechtsen, Cariana Raffel, Stig Günther, Camilla Ribeiro, Christina Teichert, Anja Johanssen og David Owe.
Skydive
Services
MSO Stunt Team’s services kan ses nedenstående. I dag nøjes jeg med at rådgive inden for de samme områder.
Car stunts (pipe and other ramp jumps)
Car hits
Precision driving
Bike stunts
High falls
Full and partial burns
Horse stunts
Historical weapon fights
Martial arts fights
Repelling
Slapstick, etc.
Stage Combat.
Nordic Stage Fight Society
Efter flere besøg i beg. af 90’erne af Richard Buckingham-Clark og hans assistent, Tina Robinson Hansen, fik vi i mit stuntteam efterhånden opbygget hæderlige fægtekundskaber inden for de standardiserede stage combat-discipliner, dvs. bredsværd, sværd og skjold, kårde og daggert, quaterstaff, small-sword og unarmed. I samarbejde med kolleger i Sverige og Norge arrangerede jeg workshops med amerikanske og engelske fight masters, og efter et par år grundlagde vi Nordic Stage Fight Society og lavede vores egen læreruddannelse. Helt til slutningen af 00’erne underviste jeg jævnligt på de internationale workshops (herunder også den legendariske paddy Crean-workshop i Canada). Det var en sjov tid, men vi fik vores første barn, Jacob, i 2003, har jeg ikke haft lyst at rejse så meget. I Norge havde jeg i samme periode opbygget en solid stuntkarriere, som jeg også overlod til min kollega Deni Jordan.
Forestillinger i Dyrehaven
Scenekamp-mæssigt blev kulminationen at deltage i opbygningen af Det Kongelige Teaters forestillinger i Dyrehaven i 2004 og 2007, hvor jeg både tog mig af sikkerhed, koreografi, undervisning og action-logistik på Ivanhoe og Thor. Jeg havde gamle og nye stunt- og stagefight-elever fra hele Skandinavien – samt hele Team Jiyo – med. 200 mand skulle slås samtidig med kastemaskiner, spyd, lanser til hest, brændende pile, sværd, skjold og økser. Næsten alle havde sin personlige koreografi, tilpasset den enkeltes krop og alder. Efter det tog jeg en slapper med de store koreografier. En pause, jeg stadig vedligeholder…
Bøger om stunt
I 1989, da jeg fyldte 24, bad Bogfabrikken Fakta mig om at skrive en bog om stunt. Jeg vidste ikke andet, end jeg havde lært mig selv, så jeg besluttede at tage på en studietur (støttet af bl.a. Dansk Filminstitut) til Los Angeles for at lære direkte af nogle stuntmænd. Jeg havde ingen kontakter, kun et navn på en producer, der muligvis havde arbejdet med nogle stuntmænd en gang.
L.A.
Det var dyrt at ringe fra DK, og adressen havde jeg ikke, så jeg tog af sted på må og få og flyttede ind hos en fjern tante i Palm Dessert (4 timer fra L.A.), hvor jeg brugte et par dage på at få kontakt til produceren. Det lykkedes til sidst, og af ham fik jeg telefonnummeret på den stuntman, jeg havde arbejdet med på Midt om Natten. Herefter flyttede jeg til LA, hvor det tog mig yderligere en uge at få tag i stuntmanden, der først var meget afvisende, men senere, da han fandt ud af, at jeg ikke ledte efter arbejde, inviterede mig med på en natoptagelse. Det var yderligere 4 timers kørsel gennem nogle hæslige industrikvarterer, men da jeg kom frem, faldt alt i hak: Jeg blev modtaget med åbne arme af mindst 12 top-stuntmænd, inviteret til at spise ved instruktørens bord og i det hele taget betragtet som hædersgæst.
Gene LaBell
Gene LeBell
Stuntmændene inviterede mig til at besøge dem i Stuntmen’s Association i de følgende dage, og her fik jeg nogle uvurderlige interviews med gamle stuntmænd. Blandt dem var den skrupskøre Gene LeBell, der bl.a. doblede i den første Superman-film, og som lærte Bruce Lee at bokse. I parentes bemærkede Gene, at han var tidligere verdensmester i brydning og USA-mester i Judo. Efterhånden lærte jeg, hvilken legende, Gene var og er. Og samtidig var han utroligt imødekommende. Han inviterede mig med det samme til at træne med sig personligt i hans Judo-klub, og derefter med op i hans sommerhus, hvor en masse stuntmænd mødtes hver tirsdag og kørte off-road motorcykler i bjergene. Han skaffede mig en billig off-roader, en 500 kubik, der kunne køre op ad næsten lodrette bjergsider. Han skaffede mig også ind i hos en anden verdensmesteren, Benny ’The Jet’ Urquedez,’s kickboxing-klub, hvor jeg fik lov at træne for 1/10 af den normale pris. Her mødte jeg Joy Share, som stadig i dag er en af mine bedste venner. Jeg har også besøgt Gene mange gange siden, og i 1995 lavede jeg dokumentarfilmen, Energi som Leg, hvor Gene medvirkede sammen med bl.a. Benny The Jet og gong fu-mesteren George Xu. Jeg fik også råd og undervisning af andre stuntmænd under mine ophold i L.A., men intet slog Gene’s. Jeg betragter ham stadig som en af mine vigtigste mentorer – og næsten som en onkel.
Stunt (b. l-ll)
Min bog udkom (i to bind) i 1991 og blev den første bog på noget sprog, der indeholdt både historie, teknik, træning og filosofi omkring stunt. Det havde taget mig to år at skrive den, og forlaget gik konkurs kort efter udgivelsen (håber det bare var et tilfælde). Den fik en fin anmeldelse, men nogen bestseller blev den aldrig. Den er dog udsolgt for lang tid siden, så jeg har kun et enkelt eksemplar tilbage.
Vold som Leg
I 1994 blev jeg igen opfordret til at skrive om stunt. Jeg havde i mellemtiden skrevet mange artikler om emnet (bl.a. til Gyldendals Encyklopædi) og også gjort mig en masse erfaringer om pædagogik. Den nye bog var henvendt til børn og unge og kom til at hedde ’Stunttræning – Vold som Leg’ (et ordspil, der stammede fra en dokumentarfilm om Stuntskolen). Gyldendal gik ikke konkurs, men på et tidspunkt forærede de mig hele lageret af stuntbogen, som stadig ligger og fylder på mit loft. Du kan købe et eksemplar ved at klikke her.