NU ER BAKKEN ÅBEN OM VINTEREN

Af Martin Spang Olsen
(Information 8/4-95, overskrift ændret til
”Står De og skal på Påskeferie”)

Jeg må indrømme, jeg var lidt betænkelig allerede dengang mine fartglade venner foreslog Val Thorens som vores næste højtråbende udflugtsmål. Jeg har i mange år benyttet mig af min bedagede skiklubs lidt dyrere, men komfortable, tilbud i alperne, og husker kun Val Thorens for et Eldorado i arkitektonisk hæslighed, da jeg sidst besøgte byen for ca. 12 år siden.

Allerede i den usandsynligt klemte bustur blev en del af min tvivl til virkelighed: Det meste af det samlede busselskab var organiseret og inviteret af en enkelt person (vi kalder ham her Karlt, for at beskytte hans familie), og han var, skulle det vise sig, ingen erfaren organisator.

Halvvejs gennem Tyskland fortalte han os, at de bestilte 4-pers. hotellejligheder desværre var blevet byttet ud med 6-pers. lejligheder, og vist i øvrigt ikke havde meget med “hotel” at gøre. Han havde ikke fundet det nødvendigt at meddele dette før nu, da det jo bare var “tufski-shitsky”. Vort otte personers selskab blev således delt lidt usymmetrisk, og resten af bussens grupperinger måtte også pludselig dele værelse med fremmede, der virkede ligeså triste ved tanken som de selv.

Efter en yderst klemt nat, nåede vi frem før tiden (klokken 9 morgen), og blev mødt af guider fra rejsebureauet (her kaldet Sydlander for at beskytte aktiehaverne), der glade bød os velkommen og fortalte, at vores værelser var ledige allerede fra kl. 17. Vi havde altså 8 timer at hygge os i, før vi kunne få vores første bad. Til gengæld blev en stor og uopvarmet hal stillet til vores rådighed, og her kunne vi, gratis, stille vores bagage (uaflåst) så længe.

Den samme besked havde ca. 9 andre busser imidlertid fået, så bagagen blev stuvet sammen på kæmpemæssige batmintonbaner, og så måtte man bare håbe, at ingen gik i de forkerte tasker. Styrtebad kunne opnås mod erlægning af beskedne 25 FFR (ca.30 Dkr.) .

Det var denne dag et usandsynligt snevejr, så mange valgte at blive i den triste hal og få lidt tiltrængt søvn på et koldt bordtennisbord, men jeg selv og de sejeste af de højstemte Ninja Turtles, jeg var med, tog ud i stormene. Himmel og jord stod i et og vi var nær kørt vild, men vi havde jo betalt vores liftkort.

Da vi trætte vendte hjem til lejlighederne lidt over 17-tiden, viste det sig, at er par buschauffører og en ikke-identificeret kvinde havde forskanset sig på vort værelse, som de nægtede at forlade, da de var ved at tage sig en lur. Ca. fem ture frem og tilbage til hallens guider for at opklare henholdsvis chaufførerne og guidernes påstande, forsikrede os til sidst om det rigtige i at låse os ind og venligt men bestemt fjerne chaufførerne og den uidentificerede dame. Det foregik under megen protest, og hvad der end var foregået, havde det efterladt et utroligt svineri.

De såkaldte hotellejligheder havde ikke en reception eller en vicevært, men på et tilstødende kontor lidt længere nede af gaden fandtes et lille aflukke, hvor man efter megen palaver kunne bestille en rengøring, med tilhørende nedfræsning af en årsgammel kant på badekaret. Sengelinned kostede dog 50 FFR pr. pers. for en uge, og toiletpapir, sæbe, håndklæder og sulfo skulle man selv sørge for. Støvsuger og opvaskemaskine kunne man til gengæld kigge i den franske vejviser efter.

Det lykkedes os at tale så tilstrækkeligt godt for damen i kontoret på en blanding af fransk og engelsk, at hun lod sig overtale til selv at bese lejligheden. Som vi foreholdt hende havde den visse mangler, men ikke så mange som vi troede. Toiletdøren kunne faktisk godt lukke, hvis man sparkede den i (låses kunne den dog ikke) og ovnen virkede efter en del slag og drejen på knapper. Ellers skulle man ikke bryde sig om at slå på noget i lejligheden, for så brasede det sammen.

Hun synes tilgengæld det var vældigt sjovt, at det interimistiske hyldearrangement var gået fra hinanden og truede med at atomiseres, og at næsten samtlige stole var uegnede til sidepladser, og burde have været savsmuld i et cirkus for længe siden.

Det viste sig, at et tidligere dansk selskab havde revet de nagelfaste hylder ned i et anfald af kådhed, hvilket havde efterladt nogle store polyfillaklatter og en trist bar væg. Man begyndte så småt at forstå, at det ikke kun er Herlovianerne, der har holdt den danske ånd i kog i Val Thorens i de senere år. Vore tanker gled vemodigt mod tidligere tiders storhed og Regner Lodbrogs ødelæggelse af St. Germain-kirken i sin tid. Behøver jeg at fortælle, at vor rejsearrangør, Karlt, diskret havde undladt at fortælle os om sengelinned og andet, vi skulle huske, bortset fra en kommentar i sit brev om, at “en lommelærke ville være en god ide…”

Den kolde sportshals trætte og hæse guider forsikrede os beroligende om, at sådan var standarden såmænd altid i Val Thorens, og vi skulle bare være glade, at vi overhovedet fik et rum, her i starten på sæsonen. I næste uge ville der ankomme 4000 danske gymnasieelever, og så ville helvedet for alvor blive hedt. Guiden tav en stund i stille forventningens glæde over de mange svirebrødre og hårdtpumpede gymnasiepiger, før han atter ivrigt kastede sig over et backgammon-spil.

Det var trods den store menneskemængde let at udpege skiguiderne. En hvilken som helst dansk skiguide, mand eller kvinde, kendes nemlig let på sin hæse stemme og sin franske, lidt hippieagtige frisure. De hele busfulde af bristefærdige, kæderygende gymnasieelever, de dagligt konfronteres med, og som de systematisk puler sig igennem, har tillige givet dem en let hjulbenet gang. Eventuelle problemer løses med et afvæbnende smil.

Vi var seks granvoksne, hærdebrede mænd på mit værelse, og vi havde alle passeret interrail- alderen med en del år, men den ny tæthed og gensidige afsløring af toiletvaner, skabte en jovial munterhed, man ellers kun finder i hjemmeværnet og visse sangkor. Efter et par dage var luften så tyk af tarm og nakkeost, at det var nødvendigt med en konstant åben altandør til de ca. 15 graders frost, der dog var at foretrække.

Der er stil over at løbe ski. Det mener jeg i hvert fald, selv om forgangne tiders James Bond film i dag giver et noget forvrænget billede af pisterne. De nu tæt befolkede skråninger har i den grad antaget karakter af Dyrehavsbakke, at man gang på gang undrer sig over, at man ikke kan vinde et eller andet, hver gang man er nået ned for enden, uden at være blevet torpederet af en eller anden gymnasiast på et snowboard i dette Alpernes Hurlumhejhus.

Snowboard er nemlig sagen nu, og så kunne man tro, at det var nok at gå ud og købe et snowboard og begynde at så på det. Ikke helt. Først skal man anlægge sig et sært hageskæg og investere i store posede bukser med lommer nede på lårene, små ubrugelige solbriller og en kasket. Ellers går det simpelthen ikke. Jeg har set mange, der forsøgte sig med almindeligt skitøj, der for eksempel er varmt, men det er ikke det samme, boardet vil ikke rigtigt glide, og det er ligesom ingen tror på, at man kommer fra South Central i LA.

Da de færreste garvede skiløbere har lyst til denne dobbeltinvestering, er det især helt unge, der finder, at denne sport passer til deres musikalske temperament. Snowboard hænger nemlig uløseligt sammen med hip-hop-musik, af uforklarlige årsager.

Alle de syv, jeg fulgtes med, kørte snowboard, og som vi stod ned af pisterne, lignede det grangiveligt en sang om De syv små Ninja Turtles, hvor een efter een bliver hægtet af, indtil kun jeg var tilbage for enden af bakken, og interesseret betragtede dem køre folk ned på nye og interessante måder.

Som ugen skred frem fik vi, trods alle forsøg fra Sydlander og Karlts side på det modsatte, en hyggelig ferie, og fandt efterhånden den rette gymnasieånd frem af mølposen. Det resulterede i et par larmende ture i byen, hvor sang på den danske karaoke-bar afløstes af baglæns saltoer ned fra folks balkoner, og i det hele taget en almindelig mangel på popularitet, sådan som det forventes af danskere hernede.

Hjemturen var et interessant kapitel i sig selv: Dagen før vor afrejse fik vi af Sydlander et brev, der gjorde os opmærksomme på, at udcheckningen skulle ske før kl. 9:30, og at bussen gik kl. 17. Sedlen fortalte dog ikke, hvorfra bussen afgik, hvornår den skulle pakkes eller andre bagateller. Altså havde vi endnu en gang ca. otte timer at fornøje os i denne satellitby, der burde havde haft et afsnit i Dantes Helvede for sin fremtoning.

Heldigvis var vejret godt denne gang og jeg havde en dejlig dag i strakt karriere, mens mine Ninja-venner kørte skiene af folk. Lyset, den koboltblå himmel og gletscherens forrevne tidner kan hverken gymnasierne eller hip-hop-rejsebureauerne tage fra os, selvom der bliver gjort forsøg, og det faktisk har vist sig, at selve bjergsiderne er ved at tage skade af denne overbenyttelse. Til alt held råder alperne over store, fredede naturparker, som man misundeligt kan beskue fra visse højdedrag.

Og så ankom de forresten, ganske rigtigt, de 4000 gymnasieelever, samme dag vi tog hjem. Og jeg må lade den hæse guide, et sådant kaos havde ingen af os troet muligt. Der var køer langt ud på gaden i skileje-butikkerne, og de første brækklatter spejlede allerede de frastødende hotellejligheder i den evige sne, mens pisterne blev kørt af helt ned til klipperne.

Indstigningen i bussen tog næsten en time, da ingen havde nummererede pladser og de trætte skifolk sloges som bjørne om de gode pladser tæt på fjernsynet. Bussen var forresten fire timer forsinket, så vor bagage endte med at stå næsten tolv timer til fri afbenyttelse i den store, men tætpakkede sportshal. Jeg fik stjålet mine nye snebriller til 400 FFR., men det kunne da være gået være.

Ellers forløb hjemturen uden skærmydsler, og selvom vi stadig sad meget klemt, havde så mange i selskabet blandet kropsvæsker under opholdet, at der blot blev smilet blegt og nikket indforstået forud for nattens obligatoriske sammenstuvning. Jeg havde den ære at ligge i ske med en særligt snorkende Ninja Turtle. Til gengæld var toilettet aflåst, grundet vandmangel (en bus kan nemlig ikke fylde vand på, før lokummet er tømt, og det bliver det først i Danmark, når alle er blevet sat af, og så er det egentlig lige meget, ikke?).

Efter at have tisset inderligt på færgen, blev vi sjovt nok klemt og mast af (nu) forbrændte gymnasieelever med hageskæg og omvendte baseball-kasketter. Al den ståhej efterlader en træt indre stilhed, der vistnok er det, der hedder Satori i Buddhismen.

Jeg må indrømme, jeg ikke har orket at klage til rejsebureauet, jeg kender nemlig allerede svaret: “Sådan er standarden altid i Val Thorens, alt andet beklager vi, men sådan kan det gå”. Jeg håber imidlertid, at der sidder en gruppe aktiehavere eller pensionerede skiguider og tjener tykt på den umenneskelige discount, man udsættes for i højderne, ellers ville det hele da være altfor absurd. Nogen ville måske endda mene, at discount kan købes for dyrt…

Ved ankomsten til Sjælør station lovede jeg mig selv, at jeg fra nu af enten vil anlægge hageskæg og små solbriller, eller også fremover tage på ski med mine aldrende venner (der dog stadig er unge af sind) og lade studietidens tætpakkede udsvævelser bag mig, i erkendelse af, at jeg egentlig burde have børn og den slags. Val Thorens kan dog anbefales til alle, der holder af at blive betjent på dansk i butikkerne og på barerne, og møde et bredt udsnit af den danske befolkning mellem 17 og 18 et halvt år overalt i dette verdens største skisportssted. Jo. Bakken er åben hele året i Val Thorens.