Den omvendte æstetik

af Martin Spang Olsen
(Kronik Politiken 12/4-97, overskrift ændret til:
”Skræk for skønhed”)

I lyset af den hedengangne Kulturby 96, med sine mange gode og velmente projekter, hvor alle sejl var sat og alle gjorde sit yderste for at lave rigtig kultur, kan man ikke lade være med at undre sig over, hvor lidt de rent æstetiske overvejelser ser ud til at fylde dagens kulturelle frembringelser. Det gælder også for den moderne arkitektur og design, og i særdeleshed for den såkaldt seriøse billedkunst, at æstetiske overvejelser tilsyneladende udløser en slags generthed hos udøveren, og ofte affærdiges som dekoration, føleri og romantik. Det overhovedet at have en mening om en tings udseende anses i almindelighed for lidt suspekt. For hvad nu hvis det er kunst, for eksempel – eller meget trendy, man ved jo aldrig i vore dage….

Den tristesse, man godt kan føle ved dette fravær af skønhed i snart sagt alle kontemporære frembringelser, følges hos mig tit af en vis undren. For hvad er der egentlig galt med skønheden, stilheden, eftertanken, som en hel befolkning (sammen med det meste af jordkloden) flygter fra som pesten? Og hvorfor tæller det aldrig, at en ting slet og ret er grim og derfor uønsket?

Svaret skal måske findes i selve ordet æstetik, der jo kommer af det græske ord æstanomai (jeg føler), og som i vore dage skiftevis forbindes med noget filosofisk (som f.eks. i ordet musik-æstetik) eller med noget tomt dekorativt. I virkeligheden hentyder ordene æstetiké tekné til den teknik, kunst “at føle” (i modsætning til “kunsten at beregne”, matematiké tekné). Dette “kunsten at føle” er så at sige helt glemt i dag, og omgærdes med største mistro – der er f.eks. ikke blevet undervist i æstetik på universitetet siden 1800-tallet.

At føle er ikke længere en kunst, men noget man kommer til ved et uheld. “Følelsesladet”, “sentimentalt”, “rørstrømsk”, “patetisk” er alle ord, der beskriver det pinlige i at lade følelserne få frit løb. Det er naturligvis fordi mange af de følelser, der er tilgængelige for det moderne menneske, er de fortrængte og forvredne udgaver af de ægte følelser. Følelser præget af forvirring, skyld, selvhad og projektioner (man giver omverdenen skylden). Vi har efterhånden vænnet os til, at kommer følelserne ud i for store mængder, eller får de for stor indflydelse, bliver resultatet mindre brugbart end hvis de mere logiske overvejelser får lov at bestemme, altså matematiké tekné. Den masseflugt, vi for tiden er vidne til fra de naturhistoriske fag, kunne dog tyde på, at der er ved at være en vis vilje til at rette op på den gamle skævhed. Problemet er bare, at følelserne ikke rigtigt virker mere…… Og når vi ikke kan føle, kan vi altså heller ikke udfolde os æstetisk.

Et af de mange problemer ved samfundsmæssigt at nedprioritere æstetikken er, at de smukke og afvekslende oplevelser, som dagligdagen skulle byde på, bliver nødt til at foregå indvendig, i fantasien, da de ydre oplevelser nu er mindre tilgængelige. Hermed åbnes en stort marked for “indre skønhedsoplevelser”, lige fra det mest åndelige New Age til det helt trivielle soap og popmusik, der alle skal gøre det ud for den ægte, totale skønhed, der burde være en selvfølge i vores liv. Så mens de indre skønhedsoplevelser faldbydes som aldrig før, afgår de ydre én for én ved døden som truede dyrearter.

Tilsyneladende er denne ringere adgang til ydre skønhed ikke kun sket gennem en ændret holdning til æstetik, men også en række andre, ikke relaterede omstændigheder, som forurening, ændrede transportformer, befolkningstilvækst, etc. Mit postulat er imidlertid, at det alt sammen har den samme årsag, nemlig en forringet adgang til følelseslivet, en slags følelsesløshed, både hos den enkelte og i forbindelse med politiske beslutninger. Af pladshensyn får dette postulat lov at stå uargumenteret hen nu og her, lad os blot konstatere, at skønhed er holdt helt op med at være en faktor, man tager alvorligt, når de store og højtidelige projekter søsættes.

Tilsyneladende koster æstetik penge – skønhed hører i dag ind under luksus – hvilket angiveligt skulle bortforklare den hob af frastødende byggeri, der i de sidste 40 år har bredt sig som svamp i fugtigt træ. I virkeligheden kan man betragte skønhed som en investering: Giver man folk smukke omgivelser laver de mindre hærværk og kriminalitet, og de smukke og “menneskelige” proportioner holder også bedre end de usunde og rigide designs, det moderne krav til masseproduktion har affødt. Denne gode cirkel kan man se enkelte eksempler på i Sverige og Norge, men desværre endnu ikke i Danmark, tværtimod. Her hylder man stadig den lige linie og det skrøbelige beton, så selvom husene har det med at brase sammen af sig selv, står der desværre altid en ny arkitekt parat til at gentage succesen. Vi mangler vist nogle gode “stads-æsteter”, der kunne varetage byens æstetiske fremtoning, og som rent faktisk havde noget at skulle have sagt.

Den ydre grimhed er ikke blot resultatet af et fravalg af æstetik, men også af en art omvendt æstetik, der er en smule mere indviklet, men som jeg skal forsøge at redegøre for:

Skønhed og ro er den oprindelige adgang til transcendensen, altså overskridelsen til dybere bevidsthedslag. Det er herfra inspiration, fantasi, kreativitet og andre ganske nyttige ting fremtrylles. Uden adgang til skønhed og stilhed, sygner den menneskelige intelligens hen og bliver uopfindsom. Uden adgang til skønhed og andre positive sanseindtryk bliver kreativiteten svækket og selv hjernen bliver doven.

Udsættes en person for massive negative sanseindtryk (som det sker for os alle i dag), vil kun de færreste kunne undgå også at udtrykke sig i det negative univers, da dette bliver referencen til følelserne og dermed skønhedsopfattelsen. Herved aktiveres en slags “negativ” eller “omvendt” æstetik, hvor man finder glæde og forløsning i destruktionen – altså en slags destruktiv transcendens. Om det nu er de grimme omgivelser, der skaber den indre “grimhed” eller omvendt er ligegyldigt her, hovedsagen er, at de forstærker hinanden, og går ud over en masse uskyldige, for eksempel mig.

Den destruktive glæde er et fænomen, man har kendt til i psykologien i mange år, det ny er imidlertid, at det ikke længere står i forhold til den konstruktive – eller kærlige – glæde, men for mange fremstår som et reelt alternativ. Fordelen ved den omvendte æstetik er nemlig, at den kræver meget mindre arbejde for at virke – hvis følsomheden er ved at forsvinde kan man jo bare kradse lidt hårdere.

Den omvendte æstetik og den nære forbindelse til den destruktive transcendens findes i to former, den udadrettede og den indadrettede (begge former vil dog altid være til stede i et eller andet mål). I sin mest rendyrkede form er den udadrettede destruktion sadisme, og den indadrettede masochisme. Psykologisk ses det ofte, at der hos kvinden vil være en overvægt af den indadrettede og hos manden en overvægt af den udadrettede. Dette kan også være med til at anskueliggøre vores samfunds stereotype undertrykkelse gennem århundreder, der naturligvis ikke kunne lade sig gøre uden en vis form for ubevidst accept hos de undertrykte (dette kontroversielle synspunkt skal ikke bortforklare det uacceptable i undertrykkelse som sådan).

Dette omvendte skønhedsunivers, som vi kan iagttage i kunst, underholdning og medier, er for tiden udsat for en del debat og også kritik. Det lader til at folk i almindelighed er ved at have fået nok af de evige negative budskaber – og det kan der jo siges en del om, både pro et contra. Men sjovt nok omgærdes debatten også med et diskret tabu, efterhånden som det kommer for en dag, at alle ved nærmere eftersyn lider af syndromet i mere eller mindre erkendt grad. Hvorfor kan de største aviser ellers gang på gang sælge deres produkter på overskrifter om bestialske lystmord og voldtægt af mindreårige? Hvorfor skal film, teater, bøger og kunstværker ellers indeholde vold og ødelæggelse, før nogen gider beskæftige sig med dem? Gru er – sammen med bedøvelse – blevet det mest lukrative, man kan investere i. Her er næsten tale om et nyt verdensbillede med dertilhørende skønhedsopfattelse og æstetik. Den omvendte æstetik er således nu mange steder optaget i kunsten som en erstatning for den oprindelige, og konstruktive, ditto.

Den forvirring denne tendens naturligt medfører for beskuere og kritikere har i høj grad været med til at skade den ægte skønheds muligheder og knæsætte den omvendte æstetik som god latin. Men paradoksalt nok kan der også ske det omvendte: I visse tilfælde kan den bevidste iagttager (eller udøver) bruge det destruktive fantasi-univers som en slags afløb for virkelig vold og ødelæggelse. Den terapeutiske effekt er dog betinget af, at personen har en intention om at ville bevæge sig væk fra det destruktive univers i løbet af processen og ikke hage sig fast i det. Det lykkes for nogen. Den reelle vold i samfundet er i hvert fald ikke stigende, og det er jo godt, men grimheden findes desværre stadig i stigende grad overalt.

Som stuntmand med fjorten lange år i branchen kan man ikke undgå at forholde sig til det rent etiske i problemstillingen: “Kan publikum bevidst bruge det destruktive til personlig udvikling, eller bringer evige, og uargumenterede, gentagelser af deres egne fortrængte mønstre dem blot længere ned i moradset”?

Begge dele kan vel lade sig gøre – det afgørende er nok hensigten i det skabende led, samt viljen til at skue lidt indad hos modtageren. Og det samme kunne man sige om den sygelige voldsforherligelse i andre dele af kunst- og kulturlivet. Tingene må naturligvis ud i lyset, før man kan tage stilling til dem.

Den triste tilstand vi imidlertid nu er efterladt i, er at det grimme og destruktive er udråbt til mål eller standard i sig selv, og dermed kommer vi aldrig frem til det, der skulle være hensigten og resultatet efter alt arbejdet med det grimme og destruktive, nemlig skønheden, der som sagt nu er reduceret til en forældet udtryksform, kun for sørgelige bagstræbere og ignoranter. Som “skønhedssøgende” skal man altså både slås med den etablerede mangel på æstetik (følelsesløsheden) og den omvendte æstetik (glæden ved grimheden) – samt ikke mindst den trendsættende menings-mafias politisk korrekte meninger om alle de moderne herligheders velsignelser. Hvis ikke det var så sørgeligt, ville det være dybt kedsommeligt. Men kan det virkelig passe? Er det det, vi mener med det hele? Er der nogen, der ærligt kan stille sig op og påstå, at de foretrækker grimhed, støj og sanseløs destruktion fremfor skønhed, stilhed og eftertanke? Og er det i så fald dem, der skal have lov til at præge debatten og bygge vore huse. Jeg har personligt fået mere end nok af, at folks personlige problemer skal præge kunstmuseer, bybilleder, landskaber og design, med det resultat, at de “skønhedssøgende” er skubbet helt ud i mørket, hvor der er gråd og tænders gnidsel.

Hvis vi ser tilbage på mange af de store kulturer, vi kender fra f.eks. Kina, Sydamerika, Ægypten, Grækenland, Mesopotamien, Venedig, osv., er det fælles for dem alle, at de havde et meget kontant forhold til skønhed og æstetik – de mente ganske enkelt, at det var sundt! Når romerne talte om en sund sjæl i et sundt legeme, mente de i første omgang, at kroppen blev sund i kraft af de skønhedsoplevelser, man udsatte sjælen for. Ret moderne på en måde, bortset fra, at vi dyrker alt andet. Det karakteristiske ved disse kulturer var desuden, at de ikke skyede nogen anstrengelser for at omgive sig med en skønhed, der kom alle til gode, hvilket er interessant, eftersom de rige sagtens kunne have holdt den for sig selv. En skønhed, hvor natur og kultur gik op i en højere enhed, milevidt fra den sminkede og glamourøse skønhed, som tv og reklamer propper os med i dag. Den dannelse, som i mange tilfælde gjorde det ud for uddannelse, gik også først og fremmest ud på at lære af opfatte og skabe skønhed. Hvorfor? Fordi skønhed er konstruktiv og dermed konsoliderer et sundt samfund.

I årtusinder kunne disse samfund bestå med skønhed som kardinalpunkt, og efterlod sig en del mere eftertanke op oplevelse end der vist bliver tilbage til vores efterladte (for så vidt at der da bliver nogen efterladte). Naturligvis var disse antikke kulturer ikke fejlfrie, de byggede meget af deres velstand på slaver og imperialisme, men jeg postulerer, at vi er mere undertrykkende i dag, eftersom de mest basale værdier, såsom ren luft, vand, lys og altså skønhed og stilhed ikke længere er tilgængelige, selv for de rige!

Jeg er heller ikke så naiv at tro, at folk i oldtiden ikke led af en lignende følelsesløshed, det gjorde de sikkert, men de nægtede at ophøje den til lov og til gud, sådan som vi gør det i dag. Hos os er resultatet blevet, at det at føle, det følelsesladede, det følsomme, er blevet et skældsord og det cool, det rå og grimme betragtes som mere ærligt. Sålænge det cool og grimme ikke indgår i en art terapeutisk proces med det formål netop at uddrive det grimme, kan man næppe kalde grimheden ærlig. Hvad ærligt er der ved en grim busterminal? Eller Brøndby Strand? Nej vel, naturen, som er det mest ærlige, vi har, er aldrig er grim – undtagen altså når vi har været der. Den rå grimhed er i en forstand næsten ukulturel, idet ordet kultur oprindelig betyder noget “dyrket” og raffineret – i retning af det skønne og harmoniske. At omsætte natur til kultur er en krævende opgave for et samfund, og forudsætter et modent syn på æstetik, for at denne konstante forvandlingsproces ikke bliver menneskefjendsk og utålelig. Meget betegnende har vi i dag ændret ordet “kultur”s betydning, så det nu står for alt, hvad vi sådan går og gør, hvorved alt pludseligt er blevet kulturelt, men det er sådan set en anden historie.

Hvis vi kan lære en ting af alle disse gamle kulturer er det i hvert fald, at skønhed varer længst! Grimhed som lov og standard får et samfund til at krakelere, og har en selvforstærkende destruktiv energi, der fastholder en deroute, hvor det konstruktive til sidst får så trange kår, at samfundet bryder sammen indefra, eller imploderer, som det vist hedder.

Uden et konstruktivt syn på æstetik og søgen mod positive sanseindtryk, kan et samfund ikke eksistere, det vil miste fertiliteten eller simpelt hen begå selvmord. Får “kunsten at beregne” og den destruktive æstetik det sidste ord kan man heller ikke fastholde en offentlig moral, da moral jo i høj grad bygger på følelser. Det vil sige, at moralen konstant skal håndhæves, og det er ikke muligt i praksis. Det er den enkeltes opgave og ansvar at få sine egne følelser til “at virke” igen, men det er samfundets opgave at stræbe mod et konstruktivt alternativ til den etablerede grimhed og den destruktive æstetik. At lade stå til er slet og ret dumt!

Uanset om man kan tilslutte sig den beskrevne problemstilling, må det i det mindste være på tide, vi spørger os selv, om vi virkelig foretrækker det grimme fremfor det skønne i vore omgivelser. I modsat fald er det nemlig bare at gå i gang og ændre det – eller hvad?

©MSO 25/2-97