Om Skærmafhængighed og familiesammenhold

(bragt som kronik i Politiken d. 31. juli, 2019.  Titlen ændret til ’Kan modelteater kurere Skærmafhængighed’).

Prolog:

Jeg er Modelteater-nørd.  Så er det sagt.  Og som modelteaternørd har man to guder.  Den første er naturligvis Dionysos, teaterets gud.  Det er gennem hans princip om forvandling, at skuespillet opstod, næsten alle antikke teatre er bygget til hans ære, og det meste af nutidens kulturliv skylder vi Dionysos-kulten.  Derom kunne skives meget.  

En anden, og lige så stor gud, er Alfred Jacobsen, den visionære danske litograf og teaterelsker, der fra 1880 og frem skabte verdens flotteste modelteatre, hvilket er et internationalt anerkendt faktum.  

Og hvad er så et modelteater?  I ved, de naturtro miniteatre med EJ BLOT TIL LYST foran, som man legede med før i tiden..?  Nej?  Ikke overraskende ringer det ingen klokke hos de fleste, for det er væk i dag, men en gang var det selve omdrejningspunktet i barneværelset. 

Som mange andre af min generation har jeg selv fået modelteaterets almendannelse i mørket.  Modelteateret er skabt som en tro kopi af det store teater, som var så populært i 1800-tallet, men som så få havde råd til at besøge.  Alfred Jacobsen sørgede for, at teateret nu kom ind i stuerne, trænede de smås hjerner og samlede familien.  Som modelteaterudøver skal man nemlig både spille skuespil, tegne, male, skrive manus, lave musik, lyd- og lyseffekter, bevægelige figurer, special effects, osv.  Desuden skal man instruere, organisere, indspille replikker og være ekstremt timet og præcis hele tiden.

Stort set alle kendte kulturpersonligheder været forbi modelteateret i deres barndom – i Danmark bl.a. Oehlenschläger, Weyse, Constantin Hansen, H.C. Andersen, Kjeld Abel, Søren Pilmark, Jytte Abildstrøm, Preben Harris, Ghita Nørby, Michael Schønwandt, Kasper Bech Holten, Søren Østergaard, Nikolai Hübbe, James Price, Jan Hertz, Knud Romer, m.fl.   Og mange af dem er endt som teaterledere eller multikunstnere, fordi modelteater giver indblik i så mange kreative udtryksformer.  

Og hvem var så Alfred Jacobsen?  Alfred Jacobsen blev født i 1853, og som kun 26-årig begyndte han i 1880 at udgive bladet ”Souflören”, som indeholdt byggevejledninger til modelteater.  Figur- og dekorationsark var vedlagt som bilag.

Han kunstgreb bestod i at hyre tidens bedste illustratorer og teatermalere, såsom Hjalmar Berth, Franz Sedivý, Paul Steffensen, Carsten Ravn, m.fl., og med sin indsigt i trykketeknik få dem til at yde deres ypperste i de litografiske tryk.  Og kunstnerne må have syntes om opgaverne, for ofte fik de kun et par teaterbilletter eller et måltid mad som løn.  Litografi var et nyt fænomen dengang og en vigtig del af den spirende kunstindustri, der gjorde det muligt at få kunst og design ud til et stort publikum. Alfred Jacobsen efterlod sig en produktion på ikke mindre end 9 teatre, 59 forestillinger og 665 forskellige figur- og dekorationsark.  

Den varme og detaljerigdom, der findes i de danske modelteaterark, findes ingen andre steder.  Men Alfred Jacobsen var stadig for dem, der havde penge til de dyre ark samt en sød voksen til at bygge teatrene op fra grunden.  

Noget mere folkeligt blev det, da bladet Familie Journalen gik ind i produktionen.   Det var forlægger Carl Aller, der stod bag bladet, og fra 1914-30 udgav han et nyt teater hvert år – lige til at klippe ud og bygge – med samt tekster, dekorationer og figurer.  Med de to ved roret blev modelteater en kæmpe dille, der først klingede af i 70’erne.

Det er næsten præcis 100 år siden den første gruppe af modelteater-entusiaster fandt sammen i en klub, og 75 år siden Dansk Modelteaterforening blev født.  I 2020 er det 140 år siden, Alfred Jacobsen udgav sit første blad.  Alt sammen ej fejring værd.  Men der er også andre grunde til, at dansk modelteater kan få en relevans igen.  Nemlig som alternativ til skærmmisbrug.  

Og her begynder min egentlige historie: 

Jeg havde ikke troet, at vores hjem skulle blive hjemsted for misbrug i det hele taget (når man ser bort fra min forkærlighed for fåreost), og det virkede da også uskyldigt nok, muligvis endda opbyggeligt i starten:  Minecraft, som det stadig hedder, blev i 2009 vores dengang 6-årige søns bedste legetøj.  

Til trods for et væld af øvrige kulturelle stimuli udviklede han på kort tid den (nu) ret udbredte afhængighed, som udløser gråd og raseri, når der bliver sat grænser for skærmtiden.  For problemet er jo:  Hvad skal vi sætte i stedet?  Gennem regler og alvorlige samtaler kan vi nok begrænse skærmforbruget, men tilbage står triste børn, der bare skal have tiden til at gå, indtil de igen kan lade sig suge ind i skærmen. 

De unge i dag er enormt disciplinerede.  De hverken ryger, slås eller begår kriminalitet, som vi andre gjorde.  Formentlig historiens mest afrettede generation, og de keder sig i den stringente verden af beton og glas, som vores generation har placeret dem i.  Plænen er slået, krattet er luget og beskåret, hver en lille sti er oplyst, de spændende, gamle bygninger revet ned.  Men skal næsten tigge dem om at gå på æbleskud eller tage ud at fiske, når solen skinner!

Og hvad siger kulturlivet?  Det er nok ikke tilfældigt, at næsten samtlige storfilm i dag er eventyr – ofte med et element af grænseløshed, superkræfter og vild natur, som det f.eks. ses i Marvel-universet.  Kroppene er blevet slappe og naturen er væk, så skal børnene opleve vildskab, er smartphonen et indlysende valg med sit evige løfte om underholdning hvor og hvornår, det skal være. 

Der er bare lige det, at denne væg-til-væg pirring faktisk også er kedelig.  At blive ført gennem eventyret uden at skulle bidrage med andet end sin pegefinger er i længden en ørkesløs oplevelse.  Dopaminen slipper op, og den dybe glæde udebliver.

Det er faktisk selve opskriften på afhængighed, at dopamin med sit kortvarige rush erstatter serotoninens dybe glæde.  Problemet er nemlig, at de to ikke kan være fuldt til stede samtidig.  Dopaminens velbehag, som er udgangspunktet for al misbrug, ødelægger i længden kroppens evne til at producere serotonin.  Dermed slipper den dybe glæde så at sige op hos den, der har vænnet sig til det kortvarige fix, og det kan tage tid at reparere.  Vejen væk fra dopamin vil for de fleste (i al fald periodisk) betyde vejen ind i kedsomhed.  

Kan vi som forældre gøre en forskel her? Det var i hvert fald mit ønske, da et totalt faldefærdigt modelteater kom ind i vores hjem i 2014.  Det havde stået i glemsel på loftet i mit barndomshjem, og nu skulle loftet renoveres.  Jeg spurgte derfor familien, om vi skulle sætte det i stand og begynde spille på det.  Det syntes de godt om, bare det var mig, der satte det i stand, og dem, der spillede på det.  Så sådan gjorde vi.

Efter ideen om at tage på rejse med modelteateret var født, henvendte jeg mig til DR og TV2.  Modelteateret er aldrig beskrevet på film, og jeg ville også gerne følge vores proces i familien.  De to stationer erklærede i fuldkommen enighed, at modelteater – der har formet den danske kulturelite gennem 130 år, og som aldrig før er beskrevet på film – er alt for smalt til public service. 

I min desperation finkæmmede jeg mit film- og tv-netværk for et godt råd (jeg har trods alt været i branchen siden 1983).  Alle mødte mig med stor velvillighed – og en rørende enighed om, at modelteater er så absurd smalt, at man ikke kan en film om det.

I bagklogskabens irriterende klare lys skulle jeg nok have lyttet til vandrørene og koncentreret mig om arbejdet med mine børn, som stadig var begejstrede ved udsigten til flere års arbejde med far og hans modelteater.  Men jeg var blevet stædig.  Modelteateret fortjener en film, og den samlede kulturelite stod klar til at lade sig interviewe om sagen.  Plus at danske familier stod og manglede et alternativ til skærmene. 

Heldigvis er der et sted, hvor det meste kan lade sig gøre – nemlig på DK4, som generøst lod mig benytte deres udstyr og mandskab fra 2014 og frem til -19, hvor de sidste optagelser i deres regi fandt sted.  Løn kunne jeg ikke få, men det tænkte jeg ikke nærmere over, for fondsmidler måtte vel være til at få til sådan et projekt.  Men nej, modelteater er alt for smalt selv til de mest finkulturelle fonde.

Fra starten var jeg såmænd indstillet på at sætte flere år af til projektet og også leve på en sten imens, men det pres, serien lagde på mit helbred og min økonomi, havde jeg ikke forestillet mig.  De tre afsnit, som jeg oprindelig havde i tankerne, voksede til 11, og de over 100 timers optagelser skabte en vildt kaotisk redigeringsfase.

Undervejs forsøgte jeg igen at få historien ud i verden.  En ansøgning til Public Service-puljen udløste et møde på DFI, hvor 6 konsulenter enigt bedyrede, at dette var det smalleste  dokumentarprojekt havde de nogensinde havde set eller hørt om.  

I samarbejde med Copenhagen Film Company lykkedes det dog til sidst at få bevilliget lidt penge til at lave en samlet udgave af de 11 afsnit.  Dog på betingelse af, at filmen ikke indeholdt besøg hos gamle modelteatereksperter eller interviews med kendisser, som let kunne blive en meget smal historie.  

Heller ikke denne film kunne dog fange DR, der erklærede, at selv til deres smalleste kanal, DRK, var dette for smalt et projekt.  Suk!

De 11 afsnit er dog ufortrødent blevet færdiggjort og bliver vist på DK4 i løbet af i år. Det bliver mit livsværk, tror jeg.  Og jeg er ikke engang filmmand.  Selv de 35 år, hvor jeg var aktiv stuntman, foregik sideløbende med karrierer som musiker, maler, foredragsholder, forfatter, tv-tilrettelægger, m.m.

Og hvordan gik det så med ambitionen om at give dannelsen videre til Sophia og Jacob og afvænne dem fra skærmmisbrug?  I princippet godt.  De var ikke vilde med at skulle filmes hele tiden, men vi havde virkelig stjernestunder sammen.  Og efter to års arbejde havde vi premiere på en – i al beskedenhed – afsindigt flot opsætning af Oehlenschlægers ’Aladdin’, med nyskrevet tekst og et totalt ombygget teater.  Faktisk en totalt ombygget overetage (endnu ikke helt tilgivet af min kone).  

Som sidegevinst fik børnene så meget teatertræning, at de hurtigt strøg ud i verden og fik store roller og dubbing-opgaver.  De har faktisk været travle lige siden.  Så dannelsen kom ind ad bagvejen;  de orker ikke mere modelteater, men er begge fuldt engagerede på de store scener.   

En del af årsagen til det massive slid på helbred og økonomi skyldes den besættelse, som modelteateret skabte i mig.  Fra jeg var 9 år til langt op i puberteten var jeg fuldt sysselsat med modelteater, men jeg har altid ment, at det var noget, man voksede fra.  Da vi igen fik et modelteater ind i stuen, opdagede jeg, at sådan hænger det ikke nødvendigvis sammen.  Faktisk indfandt barndommens besættelse sig omgående igen, og hver nat siden har jeg drømt om modelteater – om lyd- og lyseffekter, bevægelige figurer og hjemmelavede kulisser.  Jeg tilsidesatte mit øvrige arbejdsliv, sov dårligt og fik til sidst diabetes 1.  

Don’t try this at home, har jeg lyst til at skrive, men det er jo netop det, man skal.  For modelteater hører hjemme i de små hjem, hvor det ikke blot kan give en masse kvalitetstid, det kan også optræne alle kreative udtryk.  Med Søren Piilmarks ord:  ”Når du har et modelteater, så er du jo:  direktør, instruktør, skuespiller, scenograf, scenetekniker, regissør – det er dig, der bestemmer, nå ja, det hele”.  

Næppe noget andet medie kan optræne som mange evner op på en gang.  Og næppe noget er så BREDT.  Alle kan se modelteater, mediet er lige så gammelt som det store teater, og det kræver ingen nøgler at forstå og ingen uddannelse deltage, hverken på eller bagved scenen.  

Det er måske den bredeste aktivitet, der findes!  Og det er virkelig en dejlig vej ind i dannelsen og familiesammenholdet.  Men som med alle andre forelskelser, skal man (jeg) huske at bevare benene på jorden.

Jacob og Sophia er ikke blevet afdigitaliseret – det var heller ikke meningen – men skærmene har fået deres relevante plads og er ikke længere det første valg, når det gælder livskvalitet og underholdning.  

I retrospektiv er der nok lettere veje ud af skærmmisbruget.  Men vi har en generation af børn, der ikke lader sig spise af med at klatre i træer og læse Gøngehøvdingen.  Især hvis de har en kreativ åre, må vi som forældre kunne stille samme pirring og totaloplevelse i udsigt, som skærmene kan.  

Og her er modelteater faktisk et fint bud – det modelteater, som den visionære litograf Alfred Jacobsen udviklede i 1880, og som i over hundrede år bragte hygge og dannelse ind i de små hjem.  Først da TV og tegneserier kom på banen, døde dillen langsomt ud, men den findes stadig hist og her.

Personligt kan jeg ikke få nok af mine børn.  Stod det til mig, skulle de aldrig blive voksne.  Og de intense timer bag scenen, hvor alle ydede deres yderste, har givet os et fællesskab for livet.  Måske skal vi ikke overgå computerspillet på dens egen bane.  Måske skal vi tværtimod gå den modsatte vej:  Gennem krop, sanser, æstetik og analog fordybelse.  Ligesom mange i dag søger tilbage til den ’uforarbejdede’ kost og livsstil, findes veje tilbage til den uforarbejdede underholdning – der, hvor man selv skaber indholdet, i kærligt fællesskab og ligeværd.  Jeg siger ikke, at det let.  Men det er helt sikkert muligt, for mange har gjort det før os.  Og med den fremtid, der venter i kulissen, har vi brug for børn, der kan løfte blikket fra skærmen, tænke kreativt og handle i real time.  Findes der overhovedet en bedre investering? 

©MSO-19