– emotionel og spirituel træning af sanserne –

af Martin Spang Olsen (stuntman, skuespiller, sanger
(Artikel i Nyt Aspekt, juli -98)

I de senere år er man både inden for naturvidenskab, psykologi og pædagogik i stigende grad blevet opmærksom på betydningen af sansestimulation og følelsesmæssigt arbejde som et middel til sundhed, kreativitet, velvære og forøgede menneskelige ressourcer. Imidlertid kniber det endnu med metoder og institutioner til sætte den gode cirkel i gang. Det etablerede skole- og sundhedsvæsen henregner i det store hele den slags til hygge og hobby, der må foregå for egen regning i fritiden.
Nedenstående er en beskrivelse af et alternativ til den etablerede folkeskole, men tankerne og teknikkerne kan forbedre en hvilken som helst kreativ proces, og vil i længden vitalisere alle dele af personligheden.

Vi lærer med sanserne, og ved at involvere sanser og følelser i alle aktiviteter, forbedres i sidste ende også indlæringsevnen. Tesen er enkel, måske endda banal, men vanskelig at udføre i praksis. Målet er en sammensmeltning af tanke og følelse, af lyst og handling. Som system i folkeskolen er det meningen, at børnene i Den Ny Skole, skal modtage undervisning i at synge, danse og slås i de første seks-syv skoleår – og intet andet. Derefter vil hjernehalvdelene være så udviklede og harmoniserede, fortrængninger og negative tankemønstre formindsket, og dermed indlæringsevnen forbedret så meget, at det vil være muligt at lære alle skolefag på to år og afslutte med en 9. klasses afgangsprøve.
Disse unge vil altså på dette tidspunkt ikke blot mestre de traditionelle skolefag, men også være uddannede i mange slags sang, dans, kampteknik og scenisk kamp (stagefight), specialiseret efter eget valg. Undervejs vil eleverne dog fra begyndelsen blive opmuntret, og hjulpet, til at tilegne sig de traditionelle skolefag, men uden for skoletiden. På samme måde som alt andet kan læres uden for skoletiden. Det er også en forudsætning, at der eksisterer et tæt samarbejde med børnenes forældrene.
Det springende punkt i Den Ny Skolebliver naturligvis lærerkræfterne. Formidlere af Den Ny Skoles principper bliver nødt til at besidde færdigheder i at synge, danse og slås, og også nødt til at have erfaret disses terapeutiske muligheder og virkning. At kunne undervise i bare en af disciplinerne på tilstrækkeligt højt plan til at opnå den omtalte resultater, kræver mange års forarbejde. Derfor kommer det første stykke tid i en skole af denne type til at gå med sideløbende at undervise skolens fremtidige lærerstab.

Bevægelse og følelser Man har i mange år vidst, at indlæring og motorik hang sammen, og det er da også derfor, at der er indlagt gymnastiktimer i skoleskemaet. Alligevel er unge i dag i dårligere form end tidligere, og det lader til, at der er en sammenhæng mellem deres fysiske forfatning og deres mere eller mindre åbenlyse psykiske problemer. Det må dog ikke forstås som, at man kan løse det ene, og derved automatisk løse det andet; der er tale om en meget stor og kompliceret problemstilling, der ikke kan beskrives kort.
Det er muligt at genfinde sit naturlige videbegær gennem træningen af de tre discipliner, sang, dans og slagsmål, forudsat at indfaldsvinklen er følelsesmæssig, dvs. at følelser og sanser aktiveres mest muligt til enhver tid.
Samtidig vil der uvægerligt ske en bearbejdning barnets øvrige følelsesmæssige og eksistentielle problemer.

At synge, danse og slås hører til blandt menneskets ældste og mest gennemprøvede metoder til at bringe sindet i balance og udfolde sig kropsligt/kreativt. I matriarkater formentlig med størst vægt på dansen og i patriarkaterne med størst vægt på kamptræningen. Det praktiske ved sammenstillingen af disse tre udtryksformer er nemlig, at de dækker både mandlige og kvindelige udtryk (og dermed aktiverer en stor del af hjernen), og de kan udføres lige godt af store og små, unge som gamle, solo eller i grupper. Derfor har det heller aldrig været meningen, at ét af disse elementer skulle trænes helt isoleret, som det f. eks. ses i nutidig træning af kampsport og dans. Herved mister man nemlig nogle muligheder i sit udtryk, og får højst sandsynligt kun trænet den del af personligheden, man allerede er bedst til. Derfor går piger til dans og drenge til karate – og ingen af dem til sang.

Den magiske sang Sang er med vilje medtaget, fordi sang har helt andre, og næsten magiske, egenskaber i forhold til de to andre discipliner: Sang er lydbølger. Og fordi lydbølgerne udgår fra sangeren og hans krop (i modsætning til et instrument), vil de også forplante sig resonantisk i hans krop. Herved kommer svingningerne ud i alle dele af kroppen, hvor der måske ellers af forskellige grunde er blokeret. Denne effekt forstærkes, hvis flere synger sammen, og dette er da også grunden til, at de fleste føler sig opløftede af en god gang fællessang.
Lyde og rytmer er hurtige veje til underbevidstheden, og begge dele har en naturlig plads i musik og dans. På mange skoler kender man allerede de positive virkninger, men musik, sang og dans i virkeligheden er meget krævende udfoldelser, det tager tid at lære, og for mange overgås glæden af frustration. Det afgørende er først og fremmest, om der afsættes tilstrækkelig kvalitativ tid, altså om tiden f.eks. virkelig bliver brugt på at synge (og lære det). Det bliver imidlertid nok ikke tilfældet, før man får et andet syn på kreative fag, der endnu blot læsses oven på de traditionelle (og u-kreative) skolefag, som en slags aflad. Men fag, der ikke er kreative, eller bliver undervist som sådan, burde efter min mening slet ikke befinde sig i skolen, eftersom kreativitet, dette at udvikle en idé eller vision, er blandt de mest nødvendige færdigheder overhovedet, og bør gennemsyre alle aktiviteter.
Sang er består i sig selv af lyd og rytme. Men i modsætning til anden musikudfoldelse, sætter man direkte sin egen krop i svingninger. Både det rytmiske og tonale arbejde har en løsnende virkning på fysiske spændinger, og den musikalske, og dermed følelsesmæssige, bearbejdning af musikken desuden en positiv effekt på børnenes adfærd. “Sangen” kan i den forbindelse være alt fra opera til grundlæggende lydfrembringelse. Det er i øvrigt tanken, at man i videst muligt omfang forsøger at undgå “instrumenter” (altså værktøj). Arbejdet skal ske i den enkeltes krop. Derfor vil det kreative udtryk begrænses til det, som kroppen selv kan frembringe. Ved at genoptage de oprindelige udfoldelser (og her altså sang) har man også en mulighed for at genfinde den oprindelige livsglæde.

Dans Foruden sansetræningen er partnerarbejdet også en vigtig del af konceptet. Navnlig dans rummer store muligheder for at udvikle og forfine omgangen med en partner, altså også en social træning, der formidler omsorg, indlevelse, ansvar og tillid hos udøverne. Gennem sin blide og opmærksomme kontakt til partneren optrænes en helt anden form for samhørighed end kamptræningens næsten “tvungne” samarbejde. I dansen lægges vægt på skønheden og hengivelsen til partnerens føring (ikke afhængigt af køn!), men også sanseligheden og kontakten til den indre kraft .
Dansen har ligesom sangen en “løsnende” effekt, og også her er den musikalske resonans en del af årsagen (man danser jo til musik). Men i højere grad end sangen er det her rytmen, der er med til at løsne blokeringerne i sind og krop. Og rytme skal her ikke forstås isoleret som f. eks en trommerytme, men i lige så høj grad selve kroppenes frasering hen over taktslagene. Navnlig gentagne, repeterede bevægelser har evnen til “at snyde” de blokerede dele af kroppen og “narre” dem til at give slip. I første omgang dog kun for en afgrænset periode, indtil fortrængningerne igen sætter ind med spændinger. Fortrængninger laver man selv (ubevidst), og det kræver et konstant arbejde at “vedligeholde“ dem. Ressourcerne til dette arbejde går selvsagt ud over vitaliteten og det overskud, sanserne ellers ville have til rådighed til at tilegne sig nyt stof.

Det legende slagsmål Tænk på, hvad der sker, når vi smider hæmningerne (f.eks. til en sjov fest). Helt automatisk får vi lyst at synge og danse med hinanden, og for nogle kan det udvikle sig til en eller anden mere eller mindre venskabelig kampsituation. Grunden til, at det af og til går galt er den, at vi ikke har lært at slås. Skal vi slås for sjov, må vi konstant holde energien tilbage, og slås vi for alvor, kommer vi måske unødvendigt til skade.
Det første, man skal vide i den forbindelse er, at det er helt naturligt at slås – hele livet! Se på andre pattedyr! De kan kunsten, især hunde og katte. Det er kun yderst sjældent, de kommer til skade undervejs. Vi har som den eneste pattedyrsart mistet evnen til at slås for sjov, og slås i stedet ofte for alvor med vor egen art!
Den form for scenisk kamp (stagefight), som jeg har systematiseret på Stuntskolen i København, er netop beregnet på den legende workout, hvor krop og sind trænes samtidig. Både den seriøse og den sceniske kampteknik involverer, ligesom sang og dans, rytmiske bevægelser og lyde. Den klassiske orientalske kamptræning benytter kampråb og vejrtrækning til at accentuere bevægelserne, og også i vores historiske fægtetræning spiller rytmen og lydene en rolle.
I den form, undervisningen er tænkt, vil man naturligt berøre mange negative følelser (man efterligner livstruende situationer), der ender med ikke at have den samme magt over børnene, eftersom det hele sker i et legende, humoristisk univers. Ligesom i de to andre discipliner lærer man at vise hensyn, tage ansvar, fokusere, improvisere, og i øvrigt forholde sig til energi, der ellers ikke tåler dagens lys. Alle er lige stærke og de små må godt “tæve” de store.
Det er meningen at kamptræningen altid skal afsluttes med massage, hvorved de “vilde” energier beroliges og også blide berøringer introduceres. Netop denne slags kamptræning har været en af hjørnestenene på Stuntskolen, og det har været de synlige resultater af undervisningen der, der i første omgang inspirerede mig til ideen om Den Ny Skole.

Ikke blot motion Som man vil have konstateret på nuværende tidspunkt, er kroppens udfoldelse en vigtig del af undervisningen på det, jeg kalder Den Ny Skole. Men det er vigtigt i den forbindelse at fastslå, at kroppen aldrig blot skal “motioneres”, men altid indgå i en kreativ, musisk og sansende sammenhæng, hvorved følelserne naturligt, og umærkeligt, bearbejdes.
Hver af de nævnte fag kan udføres solo, på højt plan, f.eks. i form af klassisk sang, ballet og tai chi, formet så det passer til børn og unge. De kan også udføres to og to (gerne forskelligt køn) i form af duetter, pardans og indstuderede partnerslagsmål. Eller i grupper med korsang, musikteater, etnisk dans, kataer (stiliseret grundtræning til kampteknik) eller humoristiske masseslagsmål.
For de små er der desuden den mulighed at digte historier og eventyr, der siden koreograferes eller udføre det hele som en slags leg. Det er i øvrigt meningen, at legen skal være det bærende element for både store og små, selv i de tilfælde, hvor disciplinerne dyrkes på højt plan. I første omgang er det hensigten med aktiviteterne at starte en god cirkel af udrensninger i følelseslegemet hos børnene. At føle er i virkeligheden også at sanse, og derfor ender eleverne med også at kunne bruge deres helt almindelige sanser bedre. Og som sagt er det gennem sanserne, at indlæringen foregår, så det vi ender med, er altså elever, der lærer hurtigere. Uden sanser opfatter man intet, uanset hvor godt stoffet formidles. Af uforklarlige grunde bliver denne omstændighed aldrig medtaget i debatten om skolerne – som om man automatisk får et bedre sanseapparat af at have interessante fag. Så let er det desværre ikke.
Fagene er i sig selv nødt til at hjælpe eller invitere eleverne ned i de dybere lag af underbevidstheden, dér hvor de negative tankemønstre og de fortrængte følelser ligger og fylder op og dikterer vores færden.
Naturligvis skal vi ikke tilbage til stenalderen og bare sanseløst synge, danse og slås os fra problemerne. Meningen er faktisk, at eleverne til sin tid skal ende med at blive almindelige, velfungerende borgere, blot med forøgede muligheder og ressourcer, og først og fremmest med en forståelse af grundelementerne i kreativt udtryk. Gøres der ikke noget nu, risikerer vi at miste hele årgange af unge, der ikke kan tilpasse sig de eksisterende tilbud – og så kommer det for alvor til at koste.