af Martin Spang Olsen
(Artikel i Jyllandsposten, 26/12-02)

Debatten raser. Myten om, at flere dansktimer giver bedre danskkundskaber stortrives, og endnu en gang lades selve forudsætningen for indlæring, nemlig velfungerende sanser, ude af betragtning. Gad vide, hvorfor det er så vanskeligt at komme igennem med den forholdsvis enkle betragtning, at bilen skal have en motor for at kunne køre. For tiden hæles alverdens fortrinlige kundskaber i børn, der ikke har lært at lære. Sansetræning figurerer ikke i seminarieuddannelsen. Det forventes stadig, at blot undervisningen gøres interessant nok eller, som noget nyt, at der blot er timer nok af den, så skal alt nok gå. At erfaringen viser det modsatte må skyldes nogle tilfældigheder, der så tilfældigvis har strakt sig over små tohundrede år – nemlig den tid folkeskolen har eksisteret.

Sansetræning er den træning, der skal til, for at sanserne begynder at fungere igen. Børn er født med velfungerende sanser, men det stadige bombardement af indtryk og informationer, børn i stigende grad udsættes for, gør dem efterhånden immune over for indtryk, som de ikke kan se den umiddelbare relevans i. Et sundt forsvar, kunne man sige. Men da sanser og følelser er uløseligt forbundet, skaber man desværre generationer af afstumpede sjæle på den måde. Reklamer, popmusik, computerspil, trafik og tv har alle deres del af skylden, men den egentlige årsag er mere privat; ingen af os er ofre for det moderne samfund – vi holder helt bevist bombardementet af sanserne i gang, for at undgå at mærke os selv. Flugten fra os selv er blevet det egentlige mål.

Vi har alle ret til at skabe vores eget univers af sanseindtryk. Måden, børn gør det på, er imidlertid ofte utilsigtet dum. Ved at fylde deres i forvejen mættede hverdag med yderligere støj og pop reducerer børn i realiteten deres egne muligheder for at vælge. Det er roen, de skal gøres trygge ved, før de kan begynde at genfinde deres sanser. Roen, som findes i dem selv, dybest nede under al utrygheden. At introducere stilhed og eftertanke til moderne børn er ikke noget, man kommer sovende til. Men nulstillingen er udgangspunktet for alt, om det så er lærdom, sport eller kunst. Man skal ikke forvente en forbedring i skolen, før børnene er blevet trygge ved stilheden og trygge ved at åbne deres sanser.

Men først og fremmest må man selvfølgelig blive enige om, hvorfor man overhovedet skal gå i skole – det tales der nemlig heller ikke ret meget om. Vores forrige undervisningsminister, Margrethe Vestager, udtalte en gang, at hun mente, den vigtigste grund var socialiseringen, fællesskabet. I så fald kan man undre sig over, hvorfor mobning og intolerance fortsat er så stort et problem i skolen, måske endda mere nu end før. Ulla Tørnæs synes at mene, at fagligheden er vigtigst, eftersom den skaber børnenes forudsætning for et lykkeligt (arbejds)liv. I så fald kan man undre sig over, at det netop er her, vi halter bagefter vores nabolande.

Efter min mening er begge disse problemstillinger funderet i det faktum, at børn ikke bliver bedre til noget, man ikke underviser dem i. Ønsker man bedre sociale kompetencer (som det hedder i dag), må man målrettet lære børn at aflæse hinandens sindstilstande, tage vare på hinanden, optræne fællesskaber på tværs af alder, køn og kultur, og i det hele taget lære børn at lege, tumle og udvikle ideer sammen. Er det derimod fagligheden, man ønsker i højsædet, må man målrettet lære børn at aflæse mønstre, finde røde tråde, huske og lære udenad. I begge tilfælde skabes forudsætningen gennem bedre fungerende sanser.

Men hvad kunne en relevant optræning af sløvede sanser så bestå af? Som i alle andre former for træning, må ambitionsniveauet bestemme indsatsen: Ønsker man hurtige resultater, bliver træningen nødvendigvis hårdere, og ønsker man fremragende resultater, må man prioritere træningen højt i en periode.
Ellers er der næsten frit spil. Sansetræning er næsten alt, hvor man integrerer lyd, fysisk bevægelse og følelse i en aktivitet. Det er præcis den slags aktiviteter, man ser i ledertræningskurser for erhvervslivet, hvor man efterhånden har skiftet rundbordssamtalerne ud med mere effektive midler.
I løbet af de sidst par tusind år har vi kæmpet et kamp for netop at adskille de tre størrelser og specialiseret dem hver for sig: Sportsmanden er tavs, operasangeren står stille og følelserne bearbejdes liggende eller siddende hos terapeuten.

Men det er i den spontane, undersøgende, legende fysiske (og lydlige) udfoldelse at guldet ligger. Det er her, den primære sansetræning finder sted. I alt det, som ellers kun dyrkes kun af små børn. Børn er nemlig født med evnen til at træne deres egne sanser, hvis man giver dem lov. Et hvert barn under seks år vil påbegynde en skarp sansetræning, hvis man placerer det i et godt klatretræ, ved stranden eller i et bassin med vand.
Børns hverdag har desværre bevæget sig væk fra den naturlige (og gratis) sansetræning. Resultatet er blevet generationer af urolige og langsomt opfattende børn, som nu skal undervises i at lege, klatre, tumle, synge og danse.
Den slags basale færdigheder kan en almindelig lærer ikke undervise i. Og han vil sandsynligvis også mene, at det er spild af tid.

Men det er netop her, politikere og skoleledere kunne vise lidt mod til at se tingene i et større perspektiv: Det er muligt, det virker latterligt at optræne børns mest grundliggende sanser, men det er en nødvendig investering, hvis ikke endnu en generation skal tabes på gulvet, skoletrætte, uvidende og intolerante.
Uden sanser, ingen lærdom eller omsorg. Men vigtigst: Uden sanser, ingen nydelse, og dermed ingen lykke. Kære Ulla Tørnæs, hjælp verden, hjælp forældrene og hjælp dig selv: Giv børnene deres sanser tilbage – det skaber forudsætningen for alt det, du og talrige undervisningsministre før dig har villet, nemlig en skole, der fungerer efter hensigten.

©MSO -02