af Martin Spang Olsen
(Artikel i Politiken, 15/10-093, overskrift ændret til:
”Et stort skub i den gale retning” samt i Produktions Højskolens blad 7/11-03)

Tilsyneladende kom det bag på alle de involverede, at det stort anlagte SKUB projekt i Gentofte vist nok pustede sig op til mere, end det kunne holde. Jeg må indrømme, at det også på mig har virket utroligt, at så mange penge så forholdsvist ukontrolleret kan sive ned i et projekt, der er så lidt teoretisk og forskningsmæssigt hold i. Manden bag efteruddannelsen har som bekendt ikke arbejdet med hverken børn eller pædagogik, og er i øvrigt heller ikke uddannet – overhovedet. Når man ved, hvor svært det kan være at få ellers indlysende ideer igennem nåleøjet, kan det virke meget mystisk, at alle skoler i Gentofte nu skal ombygges efter dyre og egentlig slet ikke gennemprøvede retningslinier.
Jeg blev i sin tid selv indkaldt af Gentofte Kommune til at sige min mening om SKUB, hvad jeg selvfølgelig var glad og smigret over. Jeg talte længe og engageret til de tålmodige tilhørere, og – har jeg siden fundet ud af – fuldkommen for døve øren.
Mit stærkeste ankepunkt viste sig at være hele SKUBs grundlag, nemlig den moderigtige rum-indeling, hvor der ikke findes klasseværelser og alt skal foregå i skiftende grupperinger. Ifølge arkitekterne var idealet den moderne familie, hvor man ikke nødvendigvis mødes til måltiderne (eller på noget tidspunkt i øvrigt), men sagtens kan spise, mens man spiller computerspil i det ene rum, eller læser avisen i det andet. Jeg spurgte så diplomatisk som muligt, om den tendens var noget, de syntes man skulle støtte, og svaret var: ” Sådan er de unge i dag”.

Efter min mening er det præcis indretningen af skolen, der kan dæmme op for tidens opsplittede og rodløse tendenser. Folkene bag SKUB mangler i den grad at underbygge deres tanker med bare så meget som en indikation om, at systemet vil virke i praksis. Ved at nedbryde den oprindelige klassestruktur uden samtidig at træne et grundliggende fællesskab op, risikerer man at skabe utrygge og rodløse elever, der blot bekræftes i, at man i dag intet tilhørsforhold har, og alt skal foregå på en gang, i et stort rum.
Men det mest utrolige ved SKUB projektet er dets mangel på reelt pædagogisk indhold. Hvorfor er det, at pædagogik – i modsætning til næsten alle moderne frembringelser – skal opfindes hele tiden? Det er som om, at man ikke vil erkende, at der faktisk er blevet undervist i al den tid, mennesket har eksisteret, og at der sådan set er en del traditioner, der stadig blomstrer og som man kan lære noget af (f.eks. inden for musik).
Hvorfor har de helt indlysende, billige og fuldkommen gennemprøvede pædagogiske principper så trange kår? Det burde på nuværende tidspunkt være indlysende, at flere dansktimer ikke giver bedre danskkundskaber, før man har styrket elevernes evne til at lære. Og dog gennemtrumfer man fra højeste sted det samme sludder, som har stukket blår i øjnene på generation efter generation i det tyvende århundrede. Samtidig med, at den såkaldte pædagogiske forskning ustandselig fremkommer med nye kunstgreb og fikse ideer, der angiveligt skal erstatte alle traditioner og al tidligere forskning.

Sagen er jo, at det er let at undervise elever, der har åbne sanser. Og sanserne åbnes ikke ved, at man får flere timer i netop det, man er mest træt af. At lære at lære betyder, at man træner sine sanser op – der er jo dem, og kun dem, man lærer med. Hvorfor skal man skrige sig blå i hovedet, når det drejer sig om pædagogik? Hvis det drejede sig om anlæggelse af veje og broer eller opskrifter til mad, ville man hurtigt få ryddet ud i de fikse ideer , men inden for undervisning holder sludderet tilsyneladende aldrig op. Det er spild af penge og tid, men værst af alt: Det går voldsomt ud over hele generationer af børn og unge og naturligvis i sidste ende os alle sammen. Jeg tillader mig at efterlyse lidt indhold i stedet for blændværk – især hvis man ønsker at skabe Verdens Bedste Skole. Tak.

©MSO -03