af Martin Spang Olsen, stuntman, forfatter skuespiller
(Artikel Politiken 9/4-98)

DSB vil gerne have flere mennesker med toget, og det skal man ikke kaste vrag på (til trods for, at det vist nok stadig ville være billigere for DSB at sende hver enkelt passager afsted i taxa). Også jeg går ind for togkørsel (det skal man jo), men selvom landevejene bliver stadigt farligere, er det nu heller ikke for tøsedrenge at køre i tog – i hvert fald de lange stræk. Bryderierne begynder allerede ved billetbestillingen. De relevante numre er konsekvent optaget (ligesom banker, flyselskaber og mange andre, når man har travlt, blot har DSB ingen behagelig ventemusik), og ringer man direkte til sin station, bliver man overfuset af et ulykkeligt og stresset personale, der mener, at det røver mere af deres tid, hvis man ringer, end hvis man møder personligt ved skranken, hvilket de selvfølgelig er for stressede til at indse det ulogiske i. Hvad rager det os, at I har travlt? Ansæt nogle flere! Den offentlige transport stander i våde.

Ikke desto mindre rejser jeg en del med tog, da jeg ofte holder foredrag rundt omkring. På en togtur længere end 20 minutter vil jeg intet hellere end at slappe lidt af og lade op til det ventende job. Men DSB har en helt anden ret i ovnen: Man tager et sæde, hvis ryg- og armlæn gør det umuligt at sidde andet end helt ret. Hertil en skarp belysning, der ikke kan slukkes, en brægende højtaler, som tålmodigt fortæller om hver eneste station, samt at “i dag kan jeg tilbyde en pølsesandwich og dertil en kop kaffe med gratis sukker!” – for hørehæmmede. Dette spædes op med knitren af slikposer, lystige computere, virkelystne walkmen og utrættelige mobiltelefoner. Den iltfattige, recirkulerede luft tilsættes en em af spildt kaffe og cola, slik, pølsesandwich og røg fra rygerafdelingen. Så skal det bare have lov at simre op gennem Jylland, så er man færdig i mere end én forstand. Serviceniveauet, der skal holde én vågen og usund er helt i top, men ønsker man bare at slappe af og ikke købe noget, er man ideligt uvelkommen. Ikke en gang en sovevogn kan man få længere. Det undrer mig ikke det mindste, at togstewardessen var det først israelerne slagtede rituelt i de IC3 tog, de netop har aftaget.

Jeg kan ikke sige, hvor meget jeg savner de gamle intercitytog med deres magelige kupeer, der kunne lukkes af, og hvor man med slukket lys, gardinet for, kvalt højtaler og åbent vindue (!!!) mageligt kunne lægge strømpesokkerne op på et tomt sæde og glide ind i en stewardess-fri salighed. Det er den slags, jeg vil fortælle mine børnebørn om, på linie med tiden før tilbygningen af Kunstmuseet og Det Kongelige Bibliotek – den gang skønhed og stilhed endnu ikke var helt til grin. Men hvem vil tro mig til den tid?.

© MSO 3/4-98