Energi som leg
I 1996 fik min stuntkollega, Deni Jordan, fotografen Steen Trolle og jeg en spontan idé om at lave en dokumentarfilm, hvor vi rejste rundt i USA og besøgte mennesker, der var gode til at håndtere indre og ydre energi. På næsten magisk vis sprang Film&Lyd på ideen og sammen fik vi også TV2 og DFI med. Det tog en uges tid og er vist en finansieringsrekord. Endnu et par uger senere var vi af sted, og alt var gået så stærkt, at jeg ikke en gang havde nået at melde vores besøg hos de pågældende eksperter (en af dem var faktisk rejst til en anden stat, så vi måtte rejse efter). Steen Trolle filmede (sammen med Steen Møller Rasmussen), mens Deni og jeg legede med kamp- og stuntmestre og besøgte indianerne og spirituelle folk, som allerde den gang var legender.
Efter en lang redigeringsfase, hvor jeg havde vendt og drejet hvert enkelt klip, blev Energi som Leg vist på TV2, og det gentog sig mange gange, for de kunne vise den, så meget de ville, uden at betale ekstra. Det er vist til dato den mest genudsendte film på TV2.