af Martin Spang Olsen

(Artikel i Politiken, 8/1-03, overskrift ændret til:
”Den elitære prædikant”)

Carsten Jensen er (se i nåde til os, Gud!) tilbage,. Atter skal vi revses af manden, der bl.a. har udtalt, at:
– der ikke var racisme af betydning i ex-Jugoslavien,
– at den tidligere kulturminister mindede om Milosovic,
– at et nej til Euroen var udtryk for fremmedangst,
– at globalisering er et ubetinget gode, osv., osv….

Carsten Jensens store lyst til at belære en hel befolkning giver sig denne gang udslag i, at han med ikke særligt fiks ironi siger det samme, som han plejer – nemlig det, den café-intellektuelle tidsånd kræver (se også Ole Hyldtofts artikel, 4/1-03).

I søndags fik vi således et ironisk Fader Vor, der endnu en gang skulle fortælle, at CJ ved, hvad der er galt med danskerne. ”Lær os ikke at lytte til dem, der ved mere end os”, hed det blandt andet. Bortset fra sætningens åbenlyse grammatiske fejl (”os” i stedet for ”vi”), aner vi under ironien, at CJ kunne tænke sig, at vi lyttede lidt mere til de kloge (læs: Til ham). I sin stædige fastholdelse af, at han selv tilhører eliten, fik vi i søndags endnu en generaliserende bjergprædiken af den slags, der kan få folk til at stemme på Pia Kjærsgaard i bare irritation over hans arrogance (der er endda dem, der mener, at den forrige regering faldt som en modreaktion på CJs artikler, men det er måske at gå for vidt).

CJ er kommet til at repræsentere en hel trend – nemlig den bedrevidende betragter. Ham, der står ved siden af en bil, der skal læsses og kritiserer – uden i øvrigt at deltage. ”Anmelderen” til det store skuespil, der ved, hvordan tingene skal gøres – af de andre.

Den bedrevidende betragter har efterhånden fået ufattelig magt, mens de, der rent faktisk udfører arbejdet, er blevet nemme skydeskiver for betragternes selvgode kritik. Denne Jantelovens forlængede arm belærer og latterliggør, så verden ydmygt krymper sig i skam. CJ har kæmpet sig fra tv-anmeldelser til befolkningsanmeldelser, og det kunne ligne en forfremmelse, men det har ikke ændret ved, at vi endnu ikke har set ham gøre noget for at løse problemerne – eventuelt ved blot at komme med et konstruktivt alternativ til sine vredesudbrud. I pædagogikkens verden står de pædagogiske rådgivere på nakken af hinanden for at fortælle, hvordan man skal opdrage og undervise – uden at kunne drømme om at have med børn at gøre selv. Musik- og teateranmeldere fortæller enhver, hvordan produktet er – uden nogensinde at tilføje et ”synes jeg” – og ofte uden at bære de kreative gener selv.

Nogle kalder dette for ”ekspert-vældet”, men ofte består ekspertisen i den selvbestaltede ”elite” mest af evnen til at kritisere, generalisere og gøre nar (mens de virkelige eksperter, dem, vi for alvor kunne lære noget af, er blevet sat fra bestillingen).

Hvis betragterne var lidt mere udøvende (hvis CJ f.eks. havde gjort en indsats derude i verden), ville de og han vide, at enhver situation er forskellig, at de politisk korrekte regler kun er tommelfingerregler, at det ikke er nok at skrige folk ind i hovedet, hvis man vil ændre deres tanker. Og først og fremmest: at det ikke er nok, altid at overlade selve arbejdet til andre. Carsten Jensen, lad os nu se noget andet end pupertets-raseriet – gerne noget handling i stedet for alt det moderigtige brok. Der gemmer sig måske en stor poet inde bag ved facaden, hvem ved?.

© Martin Spang Olsen, 5/1-02