af Martin Spang Olsen
(Politiken 29/11-98, overskrift ændret til:
”Dannelsen skal tilbage”)
– forlænget, ikke-trykt udgave længere nede

Med blandede følelser følger jeg for tiden debatten om dannelse vs. uddannelse, som jeg selv forsøgte at starte for to år siden, bl.a. med en kronik af samme navn. I min bog fra marts i år (“Sang, Dans og Slagsmål”) hedder et at kapitlerne “dannelse eller uddannelse” – og så skulle man tro, at jeg var helt på bølgelængde med den verserende debat. Selv om jeg selvfølgelig er glad for at min titel nu får tilført nyt liv, er jeg samtidig ved at gå ud af mit gode skind over debattens niveau.

For det første lader til, at Politikens journalister med resten af debattørerne tror, at almen viden er det samme som almen dannelse (bl.a.Pol. 15/11 – 4.sekt.). Men selv en nok så vidende person er ikke nødvendigvis dannet. Sammenstillingen “almen dannelse” er for resten i sig selv noget sludder, da dannelse netop forudsætter en almen forståelse og modenhed. Jeg forstår den ægte, klassiske dannelse som den menneskelige forfinelse, et avanceret og kultiveret samfund kan tilbyde sine borgere, og som skal hjælpe dem til at forstå sig selv og verden omkring dem, og virke i den til alles bedste. Dannelse er ikke noget, man automatisk lærer i skolen – det ville nemlig kræve en helt anden skole. Hvis man virkelig vil danne (altså forme) må man gå videre end til færdighederne og den banale paratviden – om det så er nok så akademisk interessant. Dannelsen skal være det redskab, der gør de indre råstoffer praktisk anvendelige. Således bliver de “dannede” mennesker som regel opfindsomme og kreative, da de er vant til at arbejde ud fra sindets dybder, til forskel fra de sanseløst specialiserede, der opdrages til at udfylde en ganske bestemt rolle på arbejdsmarkedet og helst ikke andet.

I oldtiden var det en del af hverdagen at bruge sine fysiske og kreative evner fuldt ud og forfine dem livet igennem.

Grundlaget for al dannelse (og kultur for den sags skyld) er sang, dans og kampkunst. Siden oldtiden er de tre aktiviteter indgået som vigtigste elementer i den dannelse, der skulle skabe gode ledere, arbejdsgivere og statsmænd, men først og fremmest give et glædesfyldt liv. Hos adelen over hele jorden er der helt frem til i dag blevet sunget, danset og fægtet – tillige med andre kreative udfoldelser – alt sammen som en kompensation for den forsvundne indre og ydre natur. Det er sådan, vi skal forstå dannelsen, og det er som sådan vi skal høste at den i dag; som et middel til udfoldelse på højt plan i overensstemmelse med naturens rytme. Indtil videre har ingen ønsket at prioritere dannelsen særligt højst i skolen, end sige at definere begrebet, og de kreative fag (der kunne hjælpe dannelsen på vej) undervises stadig, som om de var af mindre betydning end resten af undervisningen.

Det ligger i den klassiske dannelsens tradition, at både krop, følelse og intellekt aktiveres mest muligt hele tiden. Herved bliver kvaliteten af et eventuelt produkt også størst. I dag bruger mange børn tiden på “lav-fysiske” og “lav-sansende” aktiviteter, ikke mindst foran computeren og fjernsynet. Fysisk udfoldelse er, ligesom mange andre udfoldelser, nu noget man “går til” (ofte stærkt tilskyndet af forældrene). Men hvor går man hen og bliver “renæssance-menneske”?.

Børnene har i dag synlige problemer med deres kroppe og følelser. Problemerne er af en sådan art, at de begrænser indlæringen betydeligt , og noget tyder ligefrem på, at skolen vil få svært ved at udvikle sig, før børnenes følelsesmæssige problemer er løst. Så længe børnene lider af fortrængte følelser, er det ligegyldigt hvor interessant, man gør skolen – børnene vil ikke kunne tage imod, fordi deres sanser, og dermed opmærksomhed, ikke fungerer optimalt. Den fysisk og kreativt dannende træning kan indeholde nøgler til at bryde de onde cirkler i skolerne. Men for at virke efter hensigten skal man bruge en del mere tid på den, end man gør nu, og samtidig gøre det muligt at arbejde med kvaliteten, både i udfoldelsen og i det færdige produkt.

Interessen for den klassiske dannelse er Gudskelov stærkt stigende og man kan håbe på, at skolerne på et tidspunkt vil genindføre en praksis, hvor dannelsen igen er i forreste række – det er faktisk både det mest tilfredsstillende for eleven og mest lukrative for samfundet. Hvor længe vil vi finde os i, at dannelse og uddannelse er to forskellige ting? At bringe den klassiske dannelse tilbage til skolebænken (hvor den hører til) bliver måske den største udfordring for folkeskolen til dato.

© Martin Spang Olsen 19/11-98

En virkelig dannende skole? (opr. udkast)

Med blandede følelser følger jeg for tiden debatten om dannelse vs. uddannelse, som jeg selv forsøgte at starte for to år siden med en kronik af samme navn, samt en bog (“Sang, Dans og Slagsmål”). I min bog fra marts i år hedder et at kapitlerne pudsigt nok “dannelse eller uddannelse” – og så skulle man tro, at jeg var helt på bølgelængde med den verserende debat. Selv om jeg selvfølgelig er glad for at min titel nu får tilført nyt liv, er jeg samtidig ved at gå ud af mit gode skind over niveauet af denne debat.

For det første lader det til, at Politikens journalister med resten af debattørne tror, at almen viden er det samme som almen dannelse (bl.a.Pol. 15/11 – 4.sekt.). At kunne flå en masse paratviden af sig gør bar én til et dårligt leksikon, og kan ikke sammenlignes med den ægte dannelse, der kræver modenhed af en helt anden art. Selve ordet almen dannelse er i sig selv noget sludder, da dannelse netop forudsætter en almen forståelse. Sammenstillingen er da også opfundet for at adskille det fra sidste århundredes fortolkning af ordet, nemlig forstået som “alt, hvad vi har lyst til, skal vi undgå – og vi, der kan det, er bedre end alle andre!”

Jeg forstår den ægte, klassiske dannelse som den forfinelse (mentalt, følelsesmæssigt, åndeligt og fysisk), et avanceret og kultiveret samfund kan tilbyde sine borgere, og som skal hjælpe dem til at forstå sig selv og verden omkring dem, og virke i den til alles bedste. Og så ikke et ord mere om kongerækken, vel? Dannelse er ikke noget, man automatisk lærer i skolen. Hvis man virkelig vil danne (altså forme) må man nemlig gå videre end til færdighederne og den banale paratviden – om det så er nok så akademisk interessant. Dannelsen skal være det redskab, der gør de indre ressourcer praktisk anvendelige. Herved bliver de “dannede” mennesker som regel opfindsomme og kreative, da de er vant til at arbejde ud fra sindets dybder, til forskel fra de sanseløst specialiserede, der opdrages til at udfylde en ganske bestemt rolle på arbejdsmarkedet og helst ikke andet. Som det er i dag, bliver det at lave mennesker ud af børnene, overladt til forældre og højskoler, da den almindelige skole helst ser det som et sekundært (men åbenbart selvfølgeligt) resultat af den almindelige undervisning.

I oldtiden talte man ikke om dannelse. Det var en del af hverdagen, og ofte en forudsætning for overlevelse, at man hele tiden brugte sine fysiske og kreative evner fuldt ud og forfinede dem livet igennem. Allerede med agerbrugets indførelse i den yngre stenalder forsvinder en del af den tætte forbindelse med naturen, hvorved både levealder og legemshøjde forkortes betydeligt. Vi tænker måske ikke meget over det i det daglige, men siden den ældre stenalder har vi gradvist bevæget os længere væk fra den levevis, vi er beregnet til. Den eneste grund til, at vi trods alt bliver ældre end de gjorde den gang, er fordi vi er blevet bedre til at holde os kunstigt i live. Siden stenalderen har vi så forsøgt at kombinere den fri udfoldelse med et komfortabelt liv, og heraf er behovet for dannelse opstået.

De rige over det meste af verden har tidligere systematisk trænet sig i kreative udfoldelser, der rækker langt ud over, hvad de havde behov for i det daglige. Grundlaget for al dannelse (og kultur for den sags skyld) er sang, dans og kampkunst. Siden oldtiden er disse aktiviteter indgået som vigtigste elementer i den dannelse, der skulle skabe gode ledere, arbejdsgivere og statsmænd, men først og fremmest give et glædesfyldt liv. Hos adelen over hele jorden er der helt op til i dag blevet sunget, danset, fægtet, malet, musiceret, redet, osv. – alt sammen som en kompensation for en forsvunden tilknytning til naturen, i og uden for mennesket. Dannelse og kreativitet blev ikke skilt ad i den klassiske dannelse og adelen kunne eksperimentere med diverse blandinger. Dem var der ingen, der skulle tjene på, og de skulle heller ikke arbejde i traditionel forstand. For mange unge i dag er traditionelt arbejde heller ikke den største ambition, det er her, de specialiserede børn bliver nødt til at tilpasse sig, mens de dannede kan skabe deres egne jobs.

Indtil videre har ingen ønsket at prioritere dannelsen særligt højst i skolen (end sige forsøge at definere begrebet), og de kreative fag undervises stadig som om de var af mindre betydning end resten af undervisningen. Og det er en stor fejl, for fag, der ikke skaber kreative færdigheder er ganske simpelt unødvendige. Det ligger i dannelsens væsen, at både krop og følelse aktiveres mest muligt hele tiden. Herved bliver kvaliteten af et eventuelt produkt også højst. Hvis ikke dannelsen bliver en del af børnenes opvækst risikerer man at få en tilværelse, hvor kreativiteten så at sige skal hentes frem, hver gang den skal bruges, og det er hverken særligt sjovt eller praktisk.

Dannelse har altså med følelsesmæssig, kreativ og kropslig udfoldelse og færdighed (og ikke nødvendigvis viden) at gøre. I dag bruger mange børn tiden på “lav-fysiske” og “lav-sansende” aktiviteter, ikke mindst foran computeren og fjernsynet. Fysisk udfoldelse er, ligesom mange andre udfoldelser, nu noget man “går til” (ofte stærkt tilskyndet af forældrene). Men hvor går man hen og bliver “renæssance-menneske”?. Børnene har i dag synlige problemer med deres kroppe og følelser. Problemerne er af en sådan art, at de begrænser indlæringen betydeligt , og noget tyder ligefrem på, at skolen vil få svært ved at udvikle sig, før børnenes følelsesmæssige problemer er løst. Så længe børnene lider af fortrængte følelser er det ligegyldigt hvor interessant, man gør skolen – børnene vil ikke kunne tage imod, fordi deres sanser, og dermed opmærksomhed, ikke fungerer optimalt. Den kreativt fysiske dannende udfoldelse kan indeholde nøgler til at bryde de onde cirkler i skolerne. Men for at virke efter hensigten skal man bruge en del mere tid på dem end man gør nu, og samtidig gøre det muligt at forfine kreativiteten, både i udfoldelsen og i det færdige produkt.

Skal de såkaldte kreative og fysiske fag have en plads i skolen, må man prioritere dem ordentligt og give dem en meningsfuld plads – eller udelade dem, og i stedet virkelig forsøge at gøre de traditionelle fag mere kreative og fysisk udfordrende.
Interessen for den klassiske dannelse er Gudskelov stærkt stigende og det skulle ikke undre mig, om skolerne vil genindføre teorierne om sjælens og legemets dannelse om få år. Der er i hvert fald tiltag i gang, men det kræver meget arbejde endnu, og først og fremmest en erkendelse af, at den institutionelle skoleform som vi kender den er ny og ikke nødvendigvis den eneste rigtige. Historien har mange inspirerende eksempler på indlæring, der er foregået i andre sammenhænge end det, vi forstår som en skole. Læring og dannelse er en individuel proces, der, for at blive effektiv, bør tage mest muligt hensyn til den personlige, individuelle udvikling.

© Martin Spang Olsen 19/11-98