af Martin Spang Olsen
– stuntman, forfatter og foredragsholder

(Artikel i Jyllandsposten, 14/4-04, overskrift ændret til:
”Børnene tilbage til familien”)

Alle taler om den, alle deltager på et eller andet tidspunkt i den, og de fleste når at se deres illusion om den briste adskillige gange, før også dén til slut brister: Børnefamilien, kernen i vores samfund gennem århundreder.
Den moderne børnefamilie er dog væsensforskellig fra tidligere tiders, hvor der var hjælp at hente hos søskende og forældre samt det nære netværk i en ganske anden grad end i dag. I tidligere tider var det f.eks. ofte bedsteforældrene, der opdrog børnene, mens forældrene sørgede for mad og husly. På grund af sine indlysende fordele fortsatte denne form for familienetværk i praksis længe efter, at stammesamfundet var forsvundet – og måske skal vi lære af den tid nu.

At bo op og ned ad sin familie har i Danmark i mange år været anset for uværdigt og undertrykkende. Til den øvrige verdens forundring har vi derfor indrettet samfundet, så familien nu behøver mindst mulig kontakt med hinanden. Enten det drejer sig om omsorg for de gamle eller børnene, så klarer samfundet klarer ærterne for os.
Til trods for eksperternes beroligende ord ser det imidlertid ud til, at familien gjorde arbejdet bedre end institutionerne, navnlig hvad angår børnene.
Bortset fra de få ekstreme undtagelser er der vel ingen tvivl om, at børneopdragelsen foregår mest kompetent i familiens skød . Det turde vel også være indlysende, at det genetiske fællesskab har en betydning, hvis man f.eks. ser på resten af dyreriget? Desværre ikke umiddelbart. Den såkaldte pædagogisk forskning fastholder stædigt, at en vuggestue er mindst lige så god en opdrager som barnets egne forældre. Og måske er vuggestuen rent faktisk blevet et værdigt alternativ til de sure og stressede forældre, der hænger i en klokkestreng for at få det til at løbe rundt og rutinerne til at fungere. Hvad er der sket?

Det lader til, at det moderne samfund i bedste mening har udskiftet en ældre form for ufrihed med en ny. I stedet for at trælle for godsejeren, træller man for kreditforeningen, og de materielle goder, der i begyndelsen var et tilbud, er nu for en stor del uundværlige, hvis man ikke vil helt bag af dansen.

Skal man overhovedet have et sted at bo, kræver det kæmpeinvesteringer og gæld – hvis man da ikke hører til en af de dygtige, der kan bygge sit eget halmhus, men kræver jo for det første en tom grund, for det andet kompetencer, som man ikke pt. kan lære på nogen skole. Det er noget nyt i historien, at goder som ren luft, en udsigt til noget grønt og et lille hus er blevet luksus. Selv for det allerfattigste har den slags været selvfølgeligheder i årtusinder. Den vestlige verden er låst fast i en vækst, som selv den mest sparsommelige familie kommer til at deltage i, frivilligt eller ufrivilligt. Selve velfærdssamfundet er blevet en tvang. Uden konstant vækst, bryder velfærden nemlig sammen. Forbrug (helst fråds) er det, der holder samfundet kørende, og en enig politikerskare opfordrer os til at bruge alle de pengene, vi tjener.

At få en moderne børnefamilie til at bestå kan derfor blive en af de sværeste opgaver, man bliver stillet overfor i sit liv. Den traditionelle netværksfamilie har vel rundt regnet et par millioner år på bagen – den moderne kernefamilie omkring halvtreds. Den gang familiemedlemmerne boede tæt på hinanden (eller endda under samme tag), var det naturligt at hjælpe til, når der skulle bygges et hus, passes børn eller afholdes en fest. I dag skal den dybe tallerken opfindes i hver enkelt husstand, og alle skal have hele værktøjssortimentet i kælderen.

Der eksisterer godt nok visioner om nye netværk, der skal erstatte de gamle, men det er som om, det endnu ikke er gået op for det store flertal, at familien, som vi kender den, er ved at dø hen. Og de første, det går ud over, er som sædvanlig børnene. Efter min mening er pasningsgaranti ikke et gode, det er en skandale. Børn skal kunne passes af familien, uden at den bryder sammen af presset. Børn skal kunne møde andre børn uden om institutionerne – børn, der ligesom de, bliver passet derhjemme. Og nej, en barselsfond er ikke svaret, for den hjælper jo kun, så længe børnene er spæde. Hvad gjorde man før i tiden? Hvad gjorde vores forældre? Og deres forældre? Jo, den gang var der noget, der hed en ung pige i huset. En Ung Pige (m/k), som får kost og logi + lommepenge ville de fleste faktisk også have råd til i dag. Lommepengene skal nemlig kun udgøre det, der ville blive tilbage af en almindelig løn, når udgiften til kost og logi er trukket fra. Og for forældrene ville dette betyde en stor besparelse, da de formodentlig allerede har et gæsteværelse og alligevel skal lave mad hver dag. Oven i købet kunne man indrette det, så kun lommepenge, og ikke frynsegoder, skulle beskattes. Alt i alt ville samfundet spare millioner på børneinstitutioner, og børnene ville få en person at knytte sig til, som altid var den samme – og samtidig have forældrene inden for rækkevidde. Foruden den store personlige udvikling, det vil være for enhver ung at lære at vise omsorg og tage ansvar.

Arbejdet kan for øvrigt være afvekslende, lige fra indkøb, rengøring, havearbejde, madlavning til almindelig børnepasning – alt, der kan aflaste familien har interesse. Men desværre er Den Unge Pige i Huset håbløst umoderne. Helt moderne er derimod au-pair’en – til trods for, at det er det samme. Forskellen er tilsyneladende, at mens man er ung pige i Danmark, er man au-pair i et andet land – gerne et fjernt, eksotisk land som USA. Af samme grund kan arbejdet selvfølgelig også udføres af udlændinge, der kommer hertil, og ikke et ondt ord om det, men har vi ikke også brug for danske au-pair’e? I stedet for det officielle og lovlige arbejde, et tyende (eller husholderske) kunne udføre, har vi i dag en uofficiel underskov af sorte rengørings- og bartenderjobs, som hverken gavner de unges udvikling eller aflaster familierne.

Alternativet til familienetværket og/eller tyendet kender vi alt for godt: Generationer af unge, der vokser op på intuitioner, hvor man ikke kan give dem den berøring, intimitet og fortrolighed, som en positiv udvikling kræver. Frustrationerne vokser, mens fertiliteten går ned. Afmægtige bryder børnefamilierne sammen én efter én. Måske skal de mandlige og kvindelige dyder genopdages og opdateres, måske skal vi lære af andre kulturers måde at lave familie på – måske skal vi oven i købet lære af vores egen historie?

Noget må der i hvert fald ske, hvis ikke en af de mest grundlæggende konstruktioner, far, mor og børn, skal opgives, fordi den simpelt hen er for svær at føre ud i livet. Naturligvis kan man tænke sig andre konstruktioner med pap-forældre, venne-netværk og små, velfungerende institutioner, men skulle man ikke begynde med at få den traditionelle familie til at fungere? Eller i hvert fald prioritere dens overlevelse.

© MSO-04