At lære at føle

Af Martin Spang Olsen
(Kronik i Politiken 19/5-95, overskrift ændret til: ”At føle”)

Hvad er det, de unge går og laver? Nogle er selvdestruktive, andre er hyperaktive. Stuntmand, forfatter og komponist Martin Spang Olsen mener, de har noget til fælles. De flygter fra at føle (red.)

SÅ HAR VI det igen: Nu er de unge altså blevet for meget at det gode. Der mangler disciplin og repressalier i skolen. Det måtte jo komme. Nu lader det til, at det i almindelighed er ved at gå op for ‘de voksne’, at børn og unge, af tilsyneladende uforklarlige årsager, er ved at miste troen på alle autoriteter, og nu er næsten umulige at gøre interesserede i indlæring overhovedet. De er desuden generelt stressede, destruktive og dybt ulykkelige.

Det går ud over disciplinen, men det er vist ikke hovedproblemet. Det ser ud til, at der er tale om en art manglende motivation til det at høre efter, at lytte til noget som helst, hvor livsglæden videbegæret ellers skulle være igangsættende hormoner.

Offentligheden har straks delt sig i to lejre, der henholdsvis gud ved for hvilken gang hævder, at der i skolen må være mulighed for repressalier over for misdæderne, eller også peger man på at de stakkels unge jo ikke har nogen tilbud i dagens Danmark.

For at tage det sidste først, har de unge masser af tilbud, og det er i øvrigt slet ikke det, der afgør, om man er i besiddelse af videbegær eller ej, men det vender jeg tilbage til.

Og hvad angår repressalierne har de aldrig motiveret nogen til noget som helst, så dem gider jeg ikke engang diskutere. Hvad handler det så om?

I virkeligheden er det hele enklere end nogen ønsker, det skal være. Konsekvenserne af de fornødne initiativer er nemlig skræmmende for de fleste og kan betyde grundlæggende ændringer i samfundet. Hele problemstillingen kan utroligt nok koges ned til følelser – og deres manglende udtryksmuligheder. Hæng på! Det er ikke romantik, det her.

Men lad os først se lidt på, hvad vi vil med skolen eller uddannelsen for den sags skyld:

Overfladisk betragtet tjener et samfund på alle, der bliver uddannet, og det er den egentligt grund til at vi skal gå i skole, hvad enten vi bryder os om det eller ej. Derudover er der dannelsen , der er langt mere interessant, fordi den tilstræber en livskvalitet, men denne del at uddannelsen bliver i stigende grad forsømt, trods forsøg på det modsatte.

I GAMLE DAGE vidste man, at man kunne gøre folk glade og kloge ved at lære dem at ride, fægte, male akvareller, digte, danse og synge – altså at udfolde sig. Sådan blev adelen (ud)dannet, men den var der heller ingen, der skulle tjene på. Den skulle selvfølgelig heller ikke arbejde, men hvor mange unge skal efterhånden det, og hvem tror på, at det vil ændre sig væsentligt nogen sinde. Nuvel, det var blot et eksempel, men vi kan vel blive enige om, at uddannelse og dannelse bør gå hånd i hånd. Indlæring er altså i sig selv ikke nok.

Det er muligt at lære børn og unge hvad som helst, hvis man kan aktivere deres videbegær. Hvordan opstår så videbegæret, for vi kan altså blive enige om, at det er her vi skal sætte ind, ikke?

Videbegæret kommer af en nysgerrighed, en art appetit på livet, som mange unge slet ikke er klar over, at man kan have. Men faktisk er den der fra starten, som mange af de egenskaber, vi så gerne vil tilegne os. Og den er der endnu hos alle, den skal blot aktiveres.

Jeg selv har livet igennem været nærmest martret af den, og det har givet mig en bred vifte af oplevelser og kreative færdigheder – og det har ikke været p.g.a. talent, det vil jeg gerne understrege, men derimod videbegær. Og selv om det blev hjulpet på vej af et stimulerende miljø, var dette heller ikke årsagen.

Grunden til, at jeg bruger mig selv som eksempel, er for at fortælle om en vej, ad hvilken jeg ved , det kan lade sig gøre. Og mit udgangspunkt for at skrive denne kronik bygger i stor grad på mine erfaringer med at tilegne mig og formidle disse højst forskellige aktiviteter.

Hemmeligheden er et konstant afbalanceret forhold mellem tilegnelse/oprydning og videbegær/kreativitet.

Tilegnelse vil her sige brug af alle sanser hele tiden. Sanserne giver adgang til informationer, men i dag desværre i form af et veritabelt bombardement, der efterlader et forsvarsløst sanseapparat i en tilstand af følelsesløshed.

Det er her oprydningen kommer ind i billedet. De lyd- og billedinformationer, vi dagligt udsættes for (samt det meste af hvad vi hælder indenbords) er beregnet til at give os små chok hele tiden, hvilket er med til at opretholde den følelsesløshed, der igen bliver udgangspunktet for flere chok. Alt sammen for at holde de fortrængte, undertrykte følelser tilbage, og få os til at glemme vore dulgte og tilsyneladende uopfyldelige behov.

Denne oprydning, jeg her taler om, kan have karakter af bearbejdning/evaluering af dagens sanseindtryk, kombineret med et mere dybtgående terapeutisk arbejde – i almindelighed ikke noget, man forventer børn kan gøre, men det er helt forkert. Oprydningen skal så at sige ‘skaffe plads’ til den tilegnelse, som man frivilligt vælger at plukke ud af de mange sanseindtryk.

Og ud af et blotlagt (opryddet) sanseapparat springer videbegæret helt naturligt. Sanserne åbner sig mod verden, og ønsket om at forstå bryder frem. Men det er jo ikke nok i sig selv.

DET VIGTIGSTE er nu at tilegnelsen skal have et udtryk, af umiddelbar kreativ karakter, d.v.s. udtrykket skal nødvendigvis have en åndelig/følelsesmæssig dybde. Som sådan kan det godt være en dansk stil, det afhænger af, hvordan opgaven bliver stillet. Men giver man ikke børn og unde denne mulighed for at forme deres opgaver i kreativ (skabende, forvandlende) retning bliver deres brug af hjernen ensidig, og aktiviteten kan virke direkte fordummende.

Man snakker jo en del om vigtigheden af at supplere med nogle kreative fag, men fag, der ikke er tilrettelagt kreativt, er faktisk overflødige. Kreativiteten er vores vigtigste egenskab (her også forstået som biologisk reproduktion) og har vi ikke lært om de kreative lovmæssigheder, er der fare for, at den kreative impuls får et (selv)destruktivt udtryk.

Udtryk og udfoldelse er vigtigt at komme ind på her, da de to begreber hænger nært sammen med en hvilken som helst kreativ handling. Udfoldelsen stikker lidt ud, da denne desuden er en personlig oplevelse af at bruge sig selv helt og fuldt, give energien og følelserne frit løb. Det er mit indtryk, at man ikke i almindelighed er klar over, hvilke mirakler, man kan udrette for de unge ved blot at give dem denne mulighed. Men hvordan udfolder man sig i dag – på egen hånd?

Der er ganske enkelt ikke plads nok, natur nok, og sikkerhed nok til at børn og unge bare kan løbe rundt og te sig overalt som min generation gjorde for bare 20-25 år siden. Udfoldelsen (her også den seksuelle) er den vigtigste grundbestanddel i den menneskelige færden, og er naturligt stærkt påvirket af den enkeltes syn på sig selv. Nutidens udfoldelse er blevet institutionaliseret, selv for voksne, der ustandselig må gå til noget for at få opfyldt dette grundlæggende behov.

‘Men udfoldelse må ske i fritiden’ vil de fleste hævde, ‘det er jo det, vi har alle de mange fritidstilbud til, ikke?’

Ja det er jo spørgsmålet. Lad os engang kaste et blik på de ganske rigtigt mange tilbud, vi har i dag. Da vi jo taler om udfoldelse, nævner jeg kun aktiviteter, man selv kan deltage i. Groft sagt er de organiserede fritidstilbud delt ind i tre grupper: Eliteaktiviteterne, såsom:

Klassisk og jazzmusik, elitesport og andre nåleøjeaktiviteter. Denne gruppe er først og fremmest resultatorienteret. Masseaktiviteterne, såsom:

Fitness, korsang, bingo og i almindelighed alt, hvad man kan finde i et AOF-katalog. Denne gruppe er, tro det eller ej, først og fremmest procesorienteret .

Disse to grupper har et indbyrdes nært forhold, da eliten hele tiden giver inspiration til massen, der så til gengæld giver publikum til eliten.

SAMFUNDET har en umiddelbar glæde af at støtte eliteaktiviteterne, da disse investeringer kommer mangefold tilbage og resultatet endda ofte kan eksporteres. Masseaktiviteterne tjener samfundet også på, da de udgør både sikkerhedsventil, social hygiejne, og i almindelighed trækker folks opmærksomhed væk fra de store og uoverskuelige problemer, de har med sig selv. Det gælder bare ikke de unge – deres problemer er simpelt hen blevet for store.

Derfor tiltrækkes flere og flere uge af den tredje gruppe, der egentlig først er ved at få nogen samfundsmæssig betydning nu (efter i en del år at have udgjort et direkte irritationsmoment for de etablerede tilbud). Det drejer sig om noget, man kunne kalde: de legende aktiviteter, såsom;

Dramatiske (teater-)aktiviteter af enhver art (herunder også stunt), adventure-aktiviteter og et legende forhold til træning og kreativitet i det hele taget. Denne gruppe er (som alt i livet burde være) både resultat- og procesorienteret ( og her møder man sjovt nok aldrig unge uden motivationer eller videbegær).

Den sidste aktivitetsgruppe har været i kraftig vækst et godt stykke tid nu, og man er vel et skarn, hvis ikke man benytter lejligheden til at lære noget af det.

Målet må vel så være, at alle aktiviteter til sidst ender med at have denne legende karakter, eller hvad? Skal der stadig være ting, der ikke må være sjove? Hvad med læger og sagfører? Skal de til at spille klink med vores helbred og pensionsordninger? Jeg vil gerne understrege, at jeg er fortaler for en større grad af kreativ udfoldelse i hverdagen – ikke den ansvarsløse leg, der også kan virke som en flugt fra realiteterne.

Problemet med alle grupperne er, at de så at sige kan virke ‘udglattende’ m.h.t. kontakten til ens virkelige behov for total udfoldelse på alle bevidsthedsplaner, trods alle gode intentioner om det modsatte. Legen, derimod, vil b ringe os nærmere en total udfoldelse, men ikke nødvendigvis på det følelsesmæssige plan, og det er det, der skal til.

Det var tilegnelsen, oprydningen, videbegæret kreativiteten og udtrykket/udfoldelsen. Hvad så? Hvordan kommer vi videre med de unge?

Lad os engang kigge på, hvordan de selv får tiden til at gå:

DE UNGE polariserer sig i disse tider i betydelig grad, kombineret med en opsigtsvækkende åbenhed omkring disse ‘subkulturer’, der ser ud til at gribe langt mere radikalt ind i den enkeltes opfattelse af verden end 70ernes og 80ernes modefænomener. I hvert fald i deres overdrevne form, som er det, jeg vil trække frem her.

Hvis vi i flæng nævner et par af de mere rå, eller ‘grimme’, trends såsom: Satanisme, heavy metal, piercing, voldelige computerspil, s/m, stofmisbrug, autonomi af enhver art, er det gennemgående træk i disse ret forskellige kæpheste, at de er præget af vrede, navnlig selvhad, og en helt åbenlys glæde ved selvdestruktion, Et faktum den bekymrede omverden står ret magtesløs overfor.

Man kunne tale om en art selvdestruktivitetens polarisering, og denne står i uforklarlig modsætning til den anden fløj, de ‘pæne’ (men overdrevne) aktiviteter, såsom: New Age-fanatisme, solo-sportsidioti, overdreven øvning af klassisk musik eller anden kunstudfoldelse, cyberspace-narkomani, og lignende pæne, og ofte ensomme, sysler. Aktiviteter inden for denne gruppe hilses med begejstring af den voksne verden og det er da også her, jeg, med stort udbytte for resten har trådt mine barnesko (selvom en del af mine spillelærere nok ville sætte et lille spørgsmålstegn ved min ‘overdrevne øvning’ …).

Hvorfor vokser både ‘de pæne’ og ‘de grimme’ aktiviteters virkefelt med sådan en hast i disse år? Hvad har de til fælles?

Ja, det er lidt kontroversielt dette her, men sagen er, at begge grupper repræsenterer en flugt fra det at føle. Og samtidig et inderligt ønske om at lære at håndtere det … D.v.s. håndtere de smertefulde fortrængninger, der nu stikker hovedet frem oftere og oftere, som følge af det forøgede pris fra omverdenen (læs: Jordens energi og det kollektivt ubevidste), samt det faktum, at der er grænser for, hvor meget en person kan dæmme op for og tilbageholde.

De fortrængninger, jeg her omtaler, skal ikke ses i isoleret freudiansk forstand som u-udlevede oplevelser fra barndommen (for hvorfor skulle nutidens unge have haft værre kår end deres forgængere. Det forholder sig jo påviseligt lige omvendt). Selvom både Freud og New Age-folket (der peger på oplevelser fra tidligere liv som årsagen) er ret, er det bare ikke hele sandheden.

De arketypiske fortrængninger ligger i alle mennesker, og derfor går ingen fri, Denne anskuelse er ved at brede sig i folks bevidsthed, og det er et stort held, for uden et udgangspunkt, der antyder, at alle har problemet med fortrængninger latent et sted, bliver det svært at udrette noget samfundsmæssigt.

MEGET GROFT sagt kan man dele fortrængningerne ind i tre grupper:

De fortrængte negative følelser (af vrede, sorg ensomhed, angst, panik, o.s.v.).

Domme over disse følelser (der siger, at der f.eks. ikke er noget at være vred, trist, o.s.v. over, og gør at disse følelser aldrig finder vej ud).

Skyldfølelsen (der får alle og enhver til at tro, at de er syndere (dette gælder også ikketroende)). Skyldfølelsen er absolut den mest prominente og den sværeste at have med at gøre, eftersom den lammer al handling og forsøg på problemløsning (eftersom ‘det jo er lige meget, hvad man gør, så er det utilstrækkeligt’).

Så langt, så godt – hvad gør vi ved det? De fleste er enige hertil, og nogle vil endda påstå, de har hørt det hele før, selvom det er løgn. Problemet er nemlig knap nok ved at blive erkendt – og der har aldrig været opstillet en problemstilling, der peger på vigtigheden af at lære at føle (og her først og fremmest fortrængningerne), og lære det så tidligt som muligt. Fortrængninger sætter sig i kroppen (og i allerhøjeste grad i seksualiteten), så det er helt nødvendigt med et kropsligt udtryk også.

Heraf vil glæden, videbegæret og kreativiteten opstå af sig selv. Men det kræver lidt arbejde, og det er ikke sikker, man skal gøre det helt på egen hånd.

Men hvis det betyder, at man skal føle alt det ubehagelige man gemmer indvendigt, er det vel at udsætte de unge for endnu mere unødvendigt ubehag?

Nej og atter nej. Fortrængninger kan kun flyttes (forløses), hvis den oprindelige fortrængte følelse bliver følt – negative følelser kan ikke forvandles til positive. Det siger al forskning, alle erfaringer og al logik.

Herfra er der et utal af muligheder, der kunne fylde talløse kronikker i sig selv. Men vi må være enige om målsætningen: Det drejer sig ikke om at udglatte, afrette, true eller straffe de unge på plads, i samfundet, men derimod det modsatte, nemlig: at hjælpe, støtte og forstå, hvilket enormt arbejde der venter dem, når denne onde arv af foregøglinger, forstillelse, konfliktangst og uærlighed skal løftes af dem . Det vil føles som en lang isvinter, men sikke et forår , der vil følge.

MARTIN SPANG OLSEN