Af Martin Spang Olsen, cand. mag. og sensorisk træner 

(bragt som kronik i Politiken d. 7. sept. 2018.  Titlen ændret til ’Uden æstetik, ingen nydelse og glæde’).

Sagsøg mig.  Jeg er æstetiker.  Og det er i stigende grad ikke let.  Arkitekter og designere godter sig samstemmende over, at den sidste rest af Morten Korch er skyllet ud med badevandet, mens vi andre gyser ved hvert nyt æstetiske overgreb.  Der er tale om en af de største revolutioner i menneskets historie.  En revolution, der ganske vist erstatter organiske udtryk med følelsesforskrækkede firkanter.  Men det går langt dybere end det;  Som med meget andre i vores liv, f.eks. insekter og dyreliv, går det først op for os, at det er væk, når udviklingen ikke længere kan rulles tilbage. 

Det hele begyndte ellers så fint: Oven på århundredeskiftets dekadence ønskede en gruppe designere at lære af den græske antiks enkelhed, sådan som der var blevet åbnet for efter Den Franske Revolution. Det blev begyndelsen på funktionalismen og Bauhaus-traditionen, hvor man forbandt lys, luft, hygiejne, frihed, kunst og indre ro med enkle former uden udsmykning.

Det havde utvivlsomt en legitimitet i sin tid, men konceptet blev hurtigt kuppet af masseproduktion, der med de lige linjer fik et design, der nu passede alle, og som kunne spyttes ud af en maskine.  Den følelseskolde enkelhed blev moderne, og det bilder vi os på besynderlig vis stadig ind, at den er.

Når man betragter den tid, vi lever i, kunne man fristes til at spørge, om der findes et tidspunkt, hvor en samlet verden ligefrem ønsker at bekæmpe skønheden? 

I al fald er det slående, hvordan det kantede og strømlinede design dominerer overalt – som om hele verden er gået igennem samme funktionalistiske revolution, som strøg over Nordeuropa i begyndelsen af det 20. århundrede.  Disse følelseskolde klodser er blevet en standard, som alverdens kulturer synes at enes om.  Hvorfor?

Begrebet æstetik er udledt af det oldgræske ord aistanomai, der betyder, jeg mærker, sanser, føler (derfor hedder bedøvelse an-æstesiikke-følelse). Og aistetiké er substantiveringen, det at sanse.

Hos de gamle grækere blev det til sammenstillingen kalokagathia (det smukke-gode), idet man også dengang mente, at det virkelig gode altid var smukt og omvendt. 

I dag ved vi, at behovet for æstetisk er medfødt, og at det styrker vores overlevelsesevner. At søge nydelse, skønhed og harmoni er måske i den forstand selve livets mening (Denne tilgang kendes også epikuræismen, grundlagt af filosoffen Epikur (341-270 f.Kr.)).  Måske derfor vil der altid være en sammenhæng mellem skønhed og bæredygtighed, mellem sansning og sundhed.  De organiske design er inspireret af vild natur, og den vilde natur understøttes automatisk af et samfund, der kan mærke sig selv.  Vi er i organisk bevægelse, både indre og ydre, det organiske betinger vores overlevelse.

Moderne markedsførings grand old man, Edward Bernays (som inspirerede både Hitler og Lenin) kaldte det engineered consent, når et budskab designes til at skabe en form for ’enighed’ hos modtagerne.  Bernays var nevø af Sigmund Freud og vidste nok, hvad sansning og følelser kan udrette.  Det er hans skyld, at vi i dag ikke længere køber et produkt (f.eks. et par nye sko), men en følelse.  Med indførelsen af den æstetiske forførelse (læs: reklamen)er det frie forbrugsvalg de facto sat ud af spillet.  I den suppe af underbevidste overtalelsesprocesser, der udgør samfundet i dag, har æstetikken kronede dage, om end i totalt forvrænget form.  Kunstnerne er rykket fra den (ærlige) kunst til den (uærlige) reklame – med absurd dyre reklamer og absurd dårlig kunst til følge.

Desværre bevirker menneskets enestående tilpasningsevne, at vi kan leve i æstetisk armod og tro, at det er normalt. I Platons berømte hulelignelse dræber huleboerne den person, der fortæller dem om verden udenfor. Budbringere, der bærer sandheden om vores virkelige behov, har aldrig været populære. Og i takt med forringelsen af æstetikkens levevilkår ser vi en tilsvarende vækst i ulighed, miljøbelastning, energifrås og truende globale kriser.  

Det smukke ved æstetik (og dermed hele vores sanseapparat) er, at det er fuldkommen individuelt: Ingen kan fortælle dig, hvad du oplever, det kan kun du selv. Og ikke engang du kan fortælle mig det, for vi har intet adækvat sprog for æstetik. 

Alt, hvad vi ved om os selv – og alt, hvad vi nogensinde lærer – går gennem vores sansning. I så fald skulle man tro, at verden var tæt belagt med sensoriske træningsskoler, der kunne give befolkningerne færdigheder og bevidsthed om sansningens og tilværelsens natur. Sådan forholder det sig som bekendt ikke, og bl.a. derfor ser verden ud, som den gør.

Inden for kvantefysik har man i 90 år vidst, at man ikke kan betragte en proces uden at påvirke den (blandt andet udtrykt i Niels Bohrs komplementaritetsprincip, efter hvilket beskueren alene ved sin tilstedeværelse vil ”kollapse” subatomare bølger til partikler).  Det er med andre ord bevist, at vi gennem vores sansning påvirker vores omgivelser – faktisk hele vores virkelighed.  Jo mere komplekst, vi evner at sanse, des mere kompleks en virkelighed får vi adgang til.  Og omvendt, jo dårligere vi sanser, des fattigere en virkelighed bliver os til del.  Denne interaktion mellem indre og ydre æstetik – dvs. det, vi sanser, og det, vi som samfund frembringer – er bestemmende for kvaliteten af vores civilisation.

Kunst, terapi, filosofi og kommunikation tager også udgangspunkt i sansning, og i det hele taget er sansning (og dermed æstetik) udgangspunktet for kultur. Sanser er grundlaget for både indtryk og udtryk, og alt, hvad der nogensinde er skabt af mennesker, har været sanset forinden i en eller anden forstand. Hvis vi skræller al overflade af vores identitet – krop, historie, familie, køn, osv. – står vi tilbage med elementær sansning som vores inderste identitet og eneste bevis for, at vi er.

Netop derfor er æstetik ikke blot vores forhold til det pæne og dekorative.  Netop derfor er det ikke nok blot at arbejde for en verden med sundhed, bæredygtighed og retfærdighed.  Vi skal forstå, at de æstetiske processer handler om vores identitet, vores inderste kerne, og vores samspil med den såkaldte virkelighed.

Men fordi kun den sansende kan sige noget fornuftigt om sine sanseoplevelser, er æstetik ikke tilgængelig for traditionel naturvidenskab.  Der er derfor behov for en helt ny tilgang til, hvad forskning og videnskabelighed er. Og der er faktisk et videnskabeligt paradigmeskift under udfoldelse, som peger i retning af, at sansning er udgangspunktet for al stof, ikke omvendt, og at forskning derfor er et individuelt fænomen nært knyttet til den personlige modningsproces. 

Skal den kvalificerede æstetik tilbage som en faktor, må vi begynde med børnene.  Men desværre er viden om sansernes betydning hos pædagoger og lærere stadig ret begrænset. En stadig mere akademiseret uddannelsestænkning peger heller ikke i retning af en stærkere prioritering af sagen. Æstetiske læreprocesser (som man ellers har talt om i mange år) er fremdeles mere et ideal end en reel kompetence i mange pædagogiske sammenhænge. Vi skal lære ved at mærke, ja, men hvordan lærer vi så at mærke? 

For at træne sanserne optimalt må man respektere deres væsen – sanserne er uløseligt integreret i fantasi, følelser, intuition og krop. Og i modsætning til musklerne bliver sanserne svagere ved at blive udsat for belastning over tid – for eksempel bliver de fleste trætte i øjnene af at sidde ved en skærm en hel dag. For at få optimalt udbytte af sensorisk træning skal sanserne trænes intelligent og ikke bare bruges, som vi er vant til fra vores øvrige træning. Intelligent vil i denne sammenhæng sige integreret i kropsligt-kreative aktiviteter som sang, dans, skuespil, kamptræning, akrobatik, stunt, klatring, tumleri, massage osv.  Altså præcis alt det, som man systematisk har fjernet fra skoleskemaet de seneste 15 år.

Det lader desuden til, at selvom den sensoriske træning ofte involverer kroppen, har almindelig sport og motion ikke nogen videre effekt på sanserne (for eksempel viste Undervisningsministeriets toårige forskningsprojekt Læring i Bevægelse for et par år siden ingen indlæringsmæssig forbedring ved almindelig motion).  Så de boldspil og løbeture, som mange steder er det højeste, en skole kan svinge sig op til, har altså stort set ingen indflydelse på indlæringen. Det er sanserne, der skal op i hastighed, ikke kun kroppen. 

Min erfaring er, at en omlægning af skolen med udgangspunkt i sensorisk træning uundgåeligt sætter sig spor i form af dygtigere elever. En betragtning, det lykkedes mig at overbevise Christine Antorini om, inden hun blev minister. Hun forsøgte også at indbygge tid til sensorisk træning i skolereformen. De ekstratimer, der i dag udgøres af den såkaldte understøttende undervisning, var for en dels vedkommende oprindelig afsat til sensorisk træning. Problemet er imidlertid, at der mangler kvalificeret viden om sanseoptimering blandt pædagoger, lærere, politikere og ansvarlige i uddannelsessektoren.  Lad mig give et par eksempler. 

I en pædagogisk kontekst kan æstetikken inddeles i en ydre og en indre vej. Den ydre vej er det fysiske miljø, vi tildeler børnene (møbler, design, indretning, legeredskaber osv.), mens den indre vej er det psykiske miljø, vi tildeler dem (sensoriske færdigheder, kommunikative regler, kropsbevidsthed, lyd, berøring osv.). 

Hvis vi begynder i det ydre – de fysisk rammer – er det slående, hvor lidt organiske former fylder på skoler og institutioner. Jeg spurgte engang et legepladsfirma, som jeg lige havde holdt et foredrag for, om de nogensinde havde børn til at afprøve deres klatrestativer – evt. bare så de kunne måle, hvor langt et barn skal strække sig for at nå næste håndtag eller fodstøtte. Svaret var, ikke overraskende, nej. 

De super trendy tilbage-til-naturen-legeredskaber, der mange steder udføres som store træskulpturer, opretstående stammer med udhuggede trin og kæder pakket ind i plastic, er et godt, men også meget dyrt skridt på vejen. Og stadigvæk anes børnenes fravær i designfasen;  der er stadig for få håndtag og trin, for lidt udfordring, variation og elementær brugervenlighed. 

Indendørs er det endnu mere tungt, for organisk design er en glemt kunst. Den klassiske møbeltradition fra før funktionalismen var absurd nok langt mere funktionel, forstået på den måde, at sæde, ryg og armlæn var udformet efter kroppens former. Selv en gammeldags skolepult var mere organisk og praktisk-æstetisk end moderne skolemøbler, fordi man sad med ret ryg, støttet under fødderne og sine papirer på en skrå flade, så nakken ikke skulle knække fremad. Ergonomisk, praktisk og æstetisk på en gang. I mange tilfælde kan den bedste løsning være at dække gulvet med judomåtter og gøre det til skofrit område. 

Forvilder man sig ind i den gamle del af Det Kgl. Bibliotek kan man se eksempler på noget, der næsten kan kaldes æstetisk videnskab. Hvert eneste designelement understøtter ro, tryghed og fordybelse, og vader man videre ud i den nye afdeling, ser man den diametrale modsætning: I stedet for trygge og huleagtige læseafdelinger sidder de læsende bag glasruder som aber i et bur. Elementære fejl i hobevis, som selv arkitekter burde være for kloge til at begå. 

I institutionssammenhænge er forståelsen for æstetik dog ret beset vokset i de senere år. Puderum, stillerum, krea-rum, rum med klassisk musik, massage og sandsække til at bokse på vokser frem flere steder. Og udendørs ses urtehaver, bålpladser, klatrereb, kuperet terræn, m.m.  Alt sammen gode takter, som kunne understøttes af en politisk forståelse for æstetikkens samfundsnytte og endeløse udviklingspotentiale.

I forhold til den ’indre’ æstetik spiller evnen til at fordybe en stor rolle.  Fordybelse kan etableres i en gruppe gennem alt fra en simpel aftale, en induceret tranceform, et indre billede, en meditativ tilstand eller et ritual af en art. I alle tilfælde skal der etableres en slags ”tryg anderledeshed”. I praksis kan det være alt fra en fælles hilsen, at lukke øjnene, trække vejret dybt, holde i hånd i en rundkreds el. lign. 

Ud af fordybelsen springer ikke blot en forøget opmærksomhed;  på sigt kan man sågar udvikle en intuitivt forankret intelligens, der handler spontant og i overensstemmelse med gruppens behov (hvad enten denne er en skoleklasse eller et lokalsamfund). Egoet løsner sit tag, og individ og gruppe smelter sammen i erkendelsen af, at alt er ét. 

Som verden ser ud i dag, er der mere end nogensinde brug for æstetiske kulturer, praksisser, traditioner, institutioner osv. Det bliver de æstetiske færdigheder, der kommer til at redde kloden. Vi kan som bekendt ikke løse problemer med det samme mindset, som skabte dem, og behovet for en ny verdensorden, hvor følelser, sanser og krop genvinder deres naturlige rolle, er evident. 

Jeg er grundlæggende af den overbevisning, at fordybelse og æstetik er næring som alt andet. Mennesker har som minimum brug for mad og drikke, drømmefyldt søvn, fysisk bevægelse, skønhed og fordybelse. Uden fordybelse kan vi selv med de bedste intentioner ikke tage kloge beslutninger, bruge intuition, opdrage vores børn eller skabe produkter af værdi. Og uden æstetik kortslutter vi vejen mod sanselighed, skønhed, nydelse, mening og transcendens. 

Ingen har behov for de ubalancer, vi ser i verden – og som ironisk nok af sig selv ville søge mod balance, hvis de ikke konstant blev vedligeholdt. I erkendelse af vores egen rolle som giver og modtager i det store spil må vi også tage ansvaret for vores del af vedligeholdelsen. 

Længerevarende ubalance er heldigvis næsten umulig i et univers, som for længst var gået i stykker, hvis det ikke var baseret på balance og harmoni. Så måske stikker ubalancerne ikke så dybt endda. Som pædagogisk værktøj er æstetikkens muligheder i al fald legio, og som samfundsorden er æstetik en sikker måde at vinde eftertidens respekt på. 

Uden æstetik, ingen nydelse og glæde.  Og uden nydelse og glæde, intet liv. Slut færdig. Kun det samfund, der tør investere substantiel kapital i børnene og deres sensoriske dannelse, kan gøre sig håb om at føre sine drømme ud i livet. 

Artiklen er en bearbejdet version af Martin Spang Olsens indlæg i bogen ”Æstetikken tilbage i Pædagogikken” (Hansen, N.F. (red.), Dafolo, 2017).